Der må findes kunstnere og ikke mindst pladeselskaber, der er vildt begejstrede for den teknologiske udvikling, retrobølger og ikke mindst musiktosser som undertegnede. Det er nemlig sket mere end en gang, at jeg har købt et album flere gange; først på CD eller digitalt og derefter på vinyl. I enkelte tilfælde faktisk tre gange; først på vinyl, som derefter er gået tabt, derefter på CD og endelig igen på vinyl, når den igen er blevet til at opdrive. Sådan forholder det sig med Murder Ballads; den har jeg haft i min besiddelse på CD siden den udkom i 1996, og så har jeg naturligvis også for nylig anskaffet mig den på vinyl efter at mine CD’er røg på loftet eller på genbrugspladsen, og den har således fulgt mig i mere end tyve år. Og dermed er det jo lidt vanskeligt at forholde sig objektivt til pladen. De er hermed advaret, kære læser.
En eller anden har på et tidspunkt gjort sig den ulejlighed at optælle antallet af mord og ombringelser på Murder Ballads og er nået frem til, at mindst 60 personer må lade livet i løbet af den times spilletid, som Murder Ballads udgør. Titlen er derfor aldeles retvisende; vi har at gøre med en række sange – eller vel rettere; fortællinger – om mord i forskellige afskygninger. Enkelte steder med afsæt i et forlæg i fx en folkesang, andre steder i nyskrevne sange, der dog alle forholder sig explicit til den genre og tradition, de forholder sig til, nemlig folkelige sange som overlevering af grumme fortællinger om mord og pludselig bortgang.
Den traditionsrige bund kan man fx finde i den fremragende “Stagger Lee”, der bygger på en fortælling af samme navn, som i adskillige tilfælde er blevet omsat i musik. Men Nick Cave tager ikke bare forlægget og gentager det i egen udgave, han kan sagtens finde på at omskrive til et niveau, hvor modbydelighederne bliver udpenslet, så det absolut ikke er til brug i børneværelset som advarsel mod allehånde mørkemænd. I blues-forlægget lyder teksten om Billy Dills endeligt fx således:
Stagger Lee … shot Billy
Oh, he shot that poor boy so bad
Till the bullet went through Billy
And it broke the bartender’s glass
Og i den lidt mere profane udgave via Nick Cave:
“Yeah, I’m Stagger Lee and you better get down on your knees
And suck my dick, because if you don’t you’re gonna be dead”
Said Stagger Lee
Well Billy dropped down and slobbered on his head
And Stag filled him full of lead
Det er med andre ord ikke fordi der bliver holdt noget skjult for den sagesløse lytter. Og det samme er tilfældet i de fleste af de øvrige sange, der i øvrigt ofte mangler den traditionelle opdeling i vers – omkvæd – vers, og som også på denne måde er tættere på fortællinger og sangforedrag end på pop- og rockmusik, som vi kender dem.
Murder Ballads blev Nick Caves bedst sælgende album, hvad der jo nok kan overraske den nutidige og uhildede lytter. Den er nemlig ikke nødvendigvis særlige lyttervenlig. Primært båret af de ofte let modbydelige tekster, er musikken på albummet noget, man sagtens kan støde sig på; ond og musikalsk understøttende de tekstlige uhyrligheder er den skrattende, stødende og huggende, og det er på ingen måde noget, man umiddelbart kan synge med på. Det er ikke skidt – ikke for undertegnede, ihvertfald, der gennem mere end tyve års flittig brug har lært at elske skidtet fra ende til anden – men prøv lige at lyt til hele sangen “O’Malley’s Bar”. Fjorten minutter og noget, der ligner tredive vers om slagteriet på omtalte bar, hvor Jerry Bellows, Henry Davenport, Kathleen Carpenter (recently divorced) og mange flere må lade livet på det grummeste… Hele vejen uforsonligt og vist også uden nogen form for glimt i øjet, hverken lyrisk eller musikalsk.
Når Murder Ballads alligevel blev Caves gennembrud til det brede publikum, skyldtes det ikke mindst duetten med den underskønne Kylie Minogue på “Where The Wild Roses Grow”. I modsætning til de øvrige fortællinger er her faktisk noget, der ligner en pop-musik-struktur, og så er der det bizart sødmefyldte i sangen om Eliza Day og hendes elsker, der knuser hendes hovedskal i overbevisningen om, at ‘All beauty must die’. Sammen med en foruroligende video, der blev vist i heavy rotation på MTV med den alfeagtigt smukke Kylie og den dystre Nick, banede den vejen for et hitliste-gennembrud, der ellers hidtil ikke havde været Nick Cave forundt.
Dén sang kunne man sagtens høre, komplet som den var instrumenteret med strygere og uden synderlige musikalske kanter, og det samme er iøvrigt tilfældet med den anden duet, “Henry Lee”, som Cave synger sammen med sin daværende kæreste, P.J. Harvey. Og skulle man nu være blevet lidt mismodig efter alle disse monstrøse uhyrligheder, man har været udsat for i næsten en time, så er der lidt trøst at finde i den afsluttende Dylan-cover; “Death is Not The End”, der er en overraskende afslutter på albummet.
Jeg er helt vild med den plade. Nick Cave har ikke verdens største stemme, sådan i klassisk forstand, men den er helt vanvittigt udtryksfuld, specielt på en plade med disse sange og dette tema. Orkestret er – på trods af arrangementer, som ellers kun Tom Waits havde kunnet finde på – det perfekte til lejligheden, uanset om der bliver spillet afdæmpet orgel, piano og lette kantslag på “Death Is Not the End” eller vildt og skingert på “Stagger Lee”. Så anbefalingen herfra er entydigt; det er et album, der er værd at investere i. Også mere end en gang, tydeligvis.