Nick Cave & The Bad Seeds: The Boatman’s Call (1997)

Er der et album, der kan få voksne mænd til at synke en ekstra gang og måske endda tørre en forræderisk tåre væk fra øjenkrogen, må det være The Boatman’s Call. Samtidig er det, for de selvsamme voksne mænd, en bekræftelse på, at verden er et modbydeligt sted at være, og at de jævnlige svigt – ofte forårsaget af kvinderne, iøvrigt – kan håndteres via konfrontation, hudløs ærlighed, eksistentiel tvivl og let kynisme, og det kan der komme stor kunst ud af.

Så lad os springe direkte til konklusionen: det er simpelthen et aldeles fremragende album, Nick Cave fik ud for næsten tyve år siden. Og det holder hele vejen – også for nutidige lyttere (vil jeg formode).

I forhold til tidligere Nick Cave plader – og i forhold til hans forrige album, Murder Ballads fra 1995 – er albummet fuldstændig nedbarberet rent musikalsk. Væk er de hårdtslående trommer, de hæse skrig og de fræsende guitarer, og i stedet står får vi Caves, overraskende udtryksfulde, baryton spartansk akkompagneret af oftest et piano, en harmonika, strygere og/eller lidt baggrundsrytmer. (Harmonika har i øvrigt aldrig lydt bedre end på “Black Hair”) Og der ér tale om akkompagnement; det er vokalen, der bærer hver enkelt foredrag, ikke ulig Leonard Cohen, og den fremragende band-præstation ligger mere i det udviste mådehold end i de store armbevægelser.

Ifølge myten blev albummet skrevet i kølvandet på bruddet med P.J. Harvey, som Cave kortvarigt havde et forhold til. Det kan man sagtens tro på, når man dykker ned i de enkelte sange. Her er ikke blot de rene, smukke og direkte kærlighedsballader, som fx åbnings- og undertegnedes yndlingsnummer “Into My Arms” og “Are You The One That I’ve Been Waiting For?”, men også smertelige og dyrekøbte erfaringer i “People A’int No Good” og “Brompton Oratory”. I sidstnævnte tilfælde med udødelige linjer som

No God up in the sky
No devil beneath the sea
Could do the job that you did, baby
Of bringing me to my knees

Løsrevet fra Nick Cave kunne dette også være fine linjer i enhver country-sangers repertoire, men i Caves mund er det ikke blot en karakteristik af den svigefulde kvinde, men i sammenhængen – og i rækkefølgen af sange på albummet – også en fuldstændig afsværgelse af al eksistentiel mening og raison d’etre, som det også genlyder i åbningsnummeret på side 2: “Gloomingly and mournfully we go rounds again / And one more doomed time and without much hope / Going round and around to nowhere.” Jo, her lades alt håb ude.

Hele pladen er simpelthen ‘lyden af en mands hjerte, der knuses’ som en anmelder skrev. Og det er både smerteligt og smukt hele vejen igennem. Også når man kommer i tanke om, hvorfor det lige var, at netop denne kvinde blev den (kortvarigt) udvalgte:

I don’t believe in an interventionist God
But I know, darling, that you do
But if I did I would kneel down and ask Him
Not to intervene when it came to you

Det er Johnny Cash, Tom Waitts, Leonard Cohen og Bruce Springsteen (tænk Nebraska) kondenseret, koncentreret og udført af en mand, der ligger ned og som ikke skal sparkes på. Det er også en plade, der gør ondt hele vejen, hvis man(d) er ramt på eksistensen, midtvejskriserne, kærligheden og livet generelt, og det bør derfor lyttes til og indtages med omtanke – men gerne ofte, og især når man skal bekræftes i al verdens fortrædelighed og meningsløshed på smukkest mulige vis. Og så er det en bragende god plade!

NB: Jeg har som det ugudelige menneske jeg er, frabedt mig kirkelig medvirken til min begravelse. I stedet har jeg kreeret en ‘døds-spilleliste’, der skal spilles ved min begravelse. Herpå optræder naturligvis “Into My Arms”. Men hvis humøret på det sidste er til det, kunne jeg godt finde på at lade en anden opfattelse af verden skinne igennem, som den fra “People A’int No Good”:

It ain’t that in their hearts they’re bad
They’d stick by you if they could 
But that’s just bullshit
People just ain’t no good

Lidt af en Weltanschaung at lukke og slukke med…