Nick Cave & The Bad Seeds: Push The Sky Away (2013)

Jeg er glad for Nick Cave. Så er det sagt. Og i den periode, hvor det var småt med indkøb til pladereolen – altså inden alting blev pr. definition blev udgivet på vinyl i andet end et særdeles begrænset oplag – var Nick Cave & The Bad Seeds faste makkere i hovedtelefonerne på streamingtjenester og af og til gæster på samme platform i stuen. Men når nu markedet reagerer som det altid gør, og der derfor er mulighed for at anskaffe sig sin yndlingsmusik på vinyl til efterhånden ret overskuelige priser, så sker det jo, at udgivelserne bliver gen-indkøbt.

Derfor fandt også Push The Sky Away vej til reolen i foråret, fundet i en udsalgskasse hos den lokale vinyl-købmand til mindre end 100 kroner. Og tro mig; det album er meget, meget mere værd, så hvis De får lejlighed til et indkøb af dette mesterværk for samme pris eller lidt over, så bør De ikke betænke Dem. De vil ikke fortryde. Det er nemlig en fremragende plade. I samme stil som The Boatman’s Call, med et nedtonet og ofte næsten underspillende band, der bakker op og understøtter forsanger, poet, foredragsholder og crooner Nick Cave, der her demonstrerer både næsten romantisk lyrik, i stil med Shelley og Keats, men som samtidig, jeg fristes næsten til at sige; naturligvis, også er sardonisk, sort og kommenterende.

Albummet åbner med ”We No Who U R”, der løfter arven fra The Boatman’s Call med sin vindunderligt smukke, minimalistisk orienterede melodi med afdæmpet orkestrering – og fantastisk arrangement. Der er fløjte, violin og korstemmer, der rejser sig og understøtter linjer som ’The trees will stand like pleading hands / We go down with the dew in the morning light’ og man når som lytter lige at fundere over, at Cave så tydeligvis er nået frem til et bedre sted end på opbrudsalbummet The Boatman’s Call, inden det afsluttende vers så alligevel synes at demontere udsagnet: ’The trees will burn with blackened hands / We return with the light of evening’. Der er både romantisk digtertradition og postmoderne sortsyn gemt her. Hvis man altså gider dykke ned i det.

Der er lige så stor og afdæmpet skønhed – melodisk og lyrisk – på en lang række af de øvrige numre (Fx ”Wide Lovely Eyes” og den mesterlige ”Mermaids” med den stille skrammel-guitar som akkompagnement) og så er der lidt mere rumsteren og urovækkende strygere og trommer på ”Water’s Edge”, hvor Cave i sin sene alder betragter de unge mennesker, der i evig parringsleg gør sig til for hinanden – uden bevidsthed om dødelighed og alderdom:

With a bible of tricks they do with their legs
The girls reach for the speech and the speech to be heard
To be hard, the local boys teem down the mound
And seize the girls from the capitol
Who shriek at the edge of the water
Shriek to speak, and reach for the speech
Reach for the speech and be heard
But you grow old and you grow cold
Yeah you grow old and you grow cold
You grow old

Cave er ikke Cave for ingenting, så der er naturligvis både refleksioner, som i ovenstående, der er også som tidligere i karrieren historiefortælleren Cave i fx ”Jubilee Street” (læg i øvrigt mærke til det løft, melodien får i arrangementet afslutningsvis i sangen) og den refleksive meta-orienterede digterbehandling i opfølgeren´”Finishing Jubilee Street”.

Der er med garanti stof til adskillige afhandlinger alene i Caves tekster, så vi lader dem ligge lidt her, og så vil jeg ellers trygt overlade det til Dem, kære læser, selv at lytte Dem frem til den særegne skønhed, der præger samtlige af teksterne – også de mere skramlede af dem. Det er en verden, der kalder på dybe dyk i teksten, på stilfærdig nydelse og på evig undren. Men hvis Nick Cave & The Bad Seeds’ udgivelser kun bestod af tekster, kunne vi jo lige så godt læse dem i en bog, så der må jo være en mening med resten også?

Jo, tak. Hvis man nu var lidt højpandet, så kunne man næsten høre hele pladen som en sammenhængende suite. Tror jeg, der jo ikke har forudsætninger for at bedømme, hvad der er suiter og hvad der ikke er. Arrangementerne på de smukke melodier er som tidligere beskrevet forholdsvis sparsomt instrumenteret, og der males næsten lydlandskaber, i hvert fald mere end der opereres med den klassiske struktur for pop- og rockmusik med vers, omkvæd, vers, omkvæd og omkvæd. Det understreger, supplerer og komplementerer både ord og – primært? – stemningerne og er, for nu at blive i det højtravende, med til at omdanne hver enkelt sang til lyddigte. Melodierne kan næsten stå alene, og så alligevel ikke; Caves stemme føjer, uanset om det er de skramlede, rå sange eller de smukt croonede, sig til musikken, både som bærer af digtene, men også som et instrument, der fuldender arrangementerne.

Pyyyha. Det var da vist en gevaldig smøre. Og aldeles uden blusel i min uskrømtede begejstring og nærved en hagiografi. Jeg beklager, men som jeg tidligere har skrevet; disse sider er aldeles ikke objektiv musik- eller kulturformidling, så alle former for præferencer og subjektivitet må forventes. Især, har det vist sig, når jeg beskriver Nick Cave & The Bad Seeds og de albums, jeg har stående med dem i reolen. Hvis De derfor ikke bryder Dem om hr. Cave, og mener, at jeg med ovenstående måske tager munden for fuld, har De muligvis ret. De kan bare ikke overbevise mig.

Det er et fremragende album. Så tæt på et mesterværk indenfor moderne musik, som vi kan komme. Og nå ja; det er fedt cover.