Hvis man nu træder et enkelt skridt tilbage og forsøger at vurdere det nøgternt, så er Push the Sky Away fra 2013 måske en bedre plade end Skeleton Tree. Til gengæld rammer sidstnævnte langt hårdere og langt mere præcist i solar plexus, både hvis man inddrager Nick Caves egen tragiske lidelseshistorie forud for udgivelsen, og hvis man selv er eller har været i en sorg-proces på noget tidspunkt i sit liv. Og hvem har ikke det?
Det er svært at høre albummet frigjort fra forhistorien, specielt når man rammes af de første linjer i åbningsnummeret “Jesus Alone”: ‘You fell from the sky / Crash landed in the field / Near the river Adur’. For historien er jo netop, at Caves ene tvillingesøn, den 15-årige Arthur, døde ved et fald fra klipperne nær deres hjem i Brighton i sommeren 2015, og selv om indspilningerne af Skeleton Tree var begyndt på dette tidspunkt, og alle teksterne var skrevet færdige, så er det på den baggrund vanskeligt at høre pladen som andet end sorgbearbejdelse.
“Jesus Alone” excellerer i det hele taget i voldsomhed. Der er fragmenterede og løsrevne billeder af lam, der sprænger sig vej ud af livmoderen, heksedoktorer, der samler på tårekanaler, unge mænd, der vågner indsmurt i blod og havfruer som på Push The Sky Away – der i denne udgave dog er ved at kvæles i deres sang. Konstant afbrudt og ledsaget af Caves messende ‘With my voice I am calling you’. Det hele understøttet af medkomponist og multi-instrumentalist Warren Ellis’ tunge og dystre elektroniske droneloops og strygersektioner og en basgang hentet direkte fra det sorteste helvedesdyb. Det er svært at beskrive sangen – hvis det da overhovedet er en sang – og den er svær at høre uden at blive berørt; både af teksten, men i lige så høj grad af fremførelsen: Caves stentorrøst holder sig indenfor den minimalistiske melodilinje, men der er, især i den afsluttende messen af ‘With my voice I am calling you’, en sårbarhed og skrøbelighed, som man ikke finder ret mange andre steder, og heller ikke på forgængeren. Det er fremragende, og det er pinagtigt smertefuldt og hårdt at lytte til – specielt, hvis man selv er eller har befundet sig i noget, der kalder på samme stemning.
Som lytter bliver man malet op i et hjørne, som det er svær at komme væk fra, også på de af sangene, der i al deres melankoli og fokus på tab er noget af det smukkeste, man kan forestille sig. Og selv om man forsøger at holde sig fri af Caves personlige tragedie og tab og fokuserer på, at sangene jo altså var færdige inden det skete, så er fx “Girl In Amber” – der også tematiserer tab – på baggrund af de smukkeste lyde, temaer og antydet melodi, næsten ubærlig at nærlytte:
I knew the world it would stop spinning now since you’ve been gone
I used to think that when you died you kind of wandered the world
In a slumber til you crumble were absorbed into the earth
Well, I don’t think that any more […]
Cave synger om tabet af kvinden, som han også gør på “I need you”: ‘Nothing really matters / Nothing really matters when the one you love is gone / You’re still in me, baby / I need you’, men det er alle andre tab, man hører i både Caves fremførsel og Ellis’ smukke, næsten æteriske, loops og flows, der sine steder – ikke mindst i netop “Girl In Amber” er tæt på at være cinematografisk meddigtende – som et soundtrack til en dyster Brontë-filmatisering.
Der er om muligt endnu mindre traditionel melodiskabelse i rock-pop-forståelsen tilbage på Skeleton Tree end der var på forgængeren. Her er ingen vers og omkvæd-struktur, og det er lydlandskaber, der er akkompagnement til Caves minimalistiske sangforedrag, hvisken og reciteren. Det er næsten kun på “Distant Sky”, hvor størstedelen af melodifremførelsen er lagt (smukt) i munden på den danske sopran Else Torp, og det afsluttende titelnummer, at der er noget, der minder om traditionelle sange og melodier. Det gør ikke noget. Tematiseringen af tab, afsked og sorg er, om den så er rettet mod det ene eller det andet, afsindigt godt hjulpet af netop de afdæmpede lydflager. Og man skal altså være lavet af sten for ikke at blive mere end almindeligt berørt undervejs. Og jeg er ikke lavet af sten…
Skeleton Tree er til gengæld ikke en plade, det er let at høre. Slet ikke, hvis man som lytter selv kan identificere sig med indholdet. Faktisk er det præcis så svært, kvalmefremkaldende og ubærligt, som ovenstående også kan give indtrykket af. Min egen tilgang til albummet har da også været tøvende; det blev ved anskaffelsen hørt en enkelt gang eller to, så blev det gemt lidt væk, taget frem igen og så fremdeles. Men det er (nu) blevet hørt en del gange, og jo oftere dét sker, jo mere overbevist bliver jeg også om, at vi her har at gøre med endnu et mesterværk fra Nick Cave. Måske endda på et niveau, hvor den om nogle år vil stå for eftertiden med endnu støre styrke end Push the Sky Away.
Måske fordi, som ophavsmanden selv har udtrykt det: “Alle the best songs are sad songs”. Hvis det er sandt, så er det en samling rigtigt gode sange, vi har at gøre med her.