1980’erne var blandt meget andet karakteriseret ved et sandt overflødighedshorn af hurtigt glemte, letfordøjelige popsange og -numre, ganske ofte udført af pæne piger og drenge, der leverede varen. Denne vare var lige så ofte et samlebåndsprodukt, skabt af en – eller flere – popsnedkere, der kunne levere de rigtige beats, den rigtige synthesizer-lyd, af og til lidt lækket lir på en guitar, og som så ellers blot ventede på, at dansegulvet fyldte sig selv. Stock, Aitken og Waterman definerede denne lyd i euro-poppen med navne som Rick Astley, Bananarama, Samantha Fox, Mel og Kim, Kylie Minogue og mange flere i forgrunden for deres radiovenlige og danseparate hits.
Det var jeg ikke ubetinget begejstret for, og af samme årsag er der ikke mange skiver af ovennævnte i samlingen. Men som en næsten diametral modsætning til dette, kunne man også finde fx kvindelige kunstnere, der ikke blot selv skrev og udførte deres musik, men som også havde noget på hjerte. Suzanne Vega viste vejen med sit selvbetitlede album i 1985 og sin store succes Solitude Standing fra 1987, og i 1988 fik vi så Tracy Chapmans millionsælgende debutalbum Tracy Chapman. Begge de damer kunne i øvrigt med en vis ret kaldes singer-songwriters, men det er der jo så mange, der kan.
Tracy Chapman er så tæt på at være et protest-pop-album, som man kunne finde på det tidspunkt. Indsvøbt i vellyd og en flot vokal leverede den unge Tracy Chapman indignerede tekster om revolution, indignation og flugt set fra et synspunkt fra en ung, farvet kvinde i Reagans slutfirsere. og så gjorde hun det oven i købet på en måde, så selv det købestærke middelklasse-publikum kunne være med – og dét kan jo være en bedrift i sig selv.
Det er et rigtig fint album, Tracy Chapman debuterede med. Båret af fine pop-sange med en snert af noget let folk-rock og americana over sig. Og så er der altså et vist Schwung over at lade åbningsnummeret være “Talkin’ Bout A Revolution” med linjer som:
While they’re standing in the welfare lines
Crying on the doorsteps of those salvation armies
Wasting time in unemployment lines
[…]
Poor people gonna rise up
And get their share
Det er jo fandeme næsten kommunistisk er det! Og bedre er det ikke med hele race-problematikken, for hvem tør krydse jernbanesporene i byen, der skiller hvide fra sorte? “Tonight the riots begin / On the back streets of America”. Der var i dén grad noget, hun skulle ud med. Og geni-stregen er, at det netop ikke blot er fx NWA, der rapper deres voldsomme vrede ud til en forholdsvis ligesindet målgruppe, men at Tracy Chapman med sin stilfærdige røst får hele USA – og det meste af den vestlige verden i øvrigt – til at synge med på linjer som: “It won’t do no good to call / The police always come late / If they come at all”.
Der er nu også andre ting på pladen. Smukke kærlighedssange som fx gigant-hittet “Baby Can I Hold You” og den bittersøde “Fast car”, hvor den ultimative drøm – i bedste Springsteen-ånd – er at finde det lille hus i forstaden og så ellers leve livet med job og børn. Men også dén drøm er dømt til forlis, så alt i alt er det hele lidt noget skidt…
Der er sange på albummet, der sagtens kan høres også på 28 års afstand, og budskabet er vist på ingen måde blevet mindre aktuelt i 2016 end det var i 1988. Når mit genhør med albummet alligevel ikke var ublandet fryd, skyldes det måske bare, at jeg 1) fik hørt det tilstrækkeligt mange gange i slutfirserne og 2) at der i mellemtiden har været en sand syndflod af lige så gode singer-songwriters, både i den mandlige og kvindelige udgave. I 2016 vil jeg måske alligevel hellere høre Bonnie “Prince” Billy og Cat Powers? Men der er nogle, der fortsat er begejstrede; således hittede Jonas Blue (hvem han så end måtte være) featuring Dakota (hvem hun så end måtte være) i 2016 med en updated og lettere uptempo version af “Fast Car”. Komplet med synth og trommebeats fra en maskine. Så kan de unge mennesker anno nowadays også få en chance for at nyde det…
NB: Det eneste år, hvor Midtfyns Festivalen i Ringe var større end Roskilde var i 1989. Dengang var Tracy Chapman hovednavnet på festivalen, så også danske unge havde taget Tracy Chapman til sig. Og hun leverede i øvrigt en legendarisk koncert ved den lejlighed, har jeg ladte mig fortælle…