Der findes mange gode – og mange populære – musicals, og mange af disse blev skabt fra midten af 1970’erne og frem til slutningen af 1980’erne. Hair, Grease, Jesus Christ Superstar, Cats, Evita og Starlight Express er bare nogle af dem. Og i en periode var det Swingin’ London der var hele verdens musical-hovedstad, ikke mindst på grund af komponisten Andrew Lloyd Webber og hans faste tekstforfatter, Tim Rice.
Sidstnævnte er idémanden bag Chess, der fik scenepremiere i London i 1986, to år efter albummets udgivelse. Tim Rice havde længe tumlet med tanker om at skabe en musical om den kolde krig og de konflikter, der fulgte den, men han havde ikke rigtigt kunne overbevise huskomponisten Lloyd Webber om, at det var en god idé. Og det kan jo undre; hvis man kan se potentialet i en musical bestående af syngende katte eller lokomotiver på rulleskøjter, så burde man vel også kunne ane et muligt salgsobjekt i dette? Men så er det jo fint, at hjælpen var nær i form af Benny Andersson og Björn Ulväeus, der jo nyligt var blevet ‘arbejdsløse’ efter at ABBA tidligere var gået fra hinanden efter en fænomenal pop-karriere. Begge viste sig interesserede, og sammen skabte de derfor musicalen Chess, som jeg af forskelige årsager ejer i dobbelt-LP-udgave.
En musical skal jo have en handling, og det har denne også. Vist nok inspireret af 1970’ernes store skak-dyster mellem USA (Bobby Fischer) og Sovjetunionen (bl.a. Anatoly Karpov) blev det til et drama om skak – både som spil, som metafor for de storpolitiske spændinger og som billede på vores hovedpersoners gebærden udi kærlighedens vildveje.
Nu forholder det sig sådan, at jeg ikke har set musicalen og kan derfor ikke gøre ret meget mere ud af handlingsreferatet, så det lader vi ligge her. Og sandt at sige, så har jeg faktisk heller ikke hørt albummet ret mange gange, så måske kan jeg på ingen måde yde det retfærdighed. Især når jeg springer direkte ud i det og fortæller, at min begejstring for det kan ligge på et forholdsvis lille sted.
Da albummet udkom blev sangen “One Night In Bangkok” et ganske stort hit, så det hørte vi en hel del dernede i min ungdom. Og det var et aldeles fint nummer i dens blanding af poprock og intellektuelt avanceret euro-rap. Derudover genkendte jeg – men uden den store og voldsomme glæde – både “The American And Florence / Nobody’s Side” og “Mountain Duet”.
Men det nummer, der har holdt sig længst – og som udover “One Night In Bangkok” må betegnes som slag-nummeret i musicalen er uden tvivl “I Know Him So Well”. Hørt her på over 30 års afstand er der nok en god grund til, at denne fine musical-ballade om uforløst kærlighed holder vand; i bund og grund er det vel her, at ABBA-mændene for alvor trækker på deres lange pop-erfaringer. Og det i en grad, så duetten næsten lyder som noget, ABBA kunne have udgivet på fx The Visitors tre år tidligere. Men hvis man er til den slags, så er det faktisk et rigtig fedt nummer.
Derudover er musikken den ‘typiske’ til den form for musicals, der dukkede op i hobetal i firserne. En blanding af quasi-klassisk instrumentalmusik med indlagt sang (fx i ouverturen “Merano”) og noget af og til fortænkt og prætentiøst scene-musik med smukke vokaler og så noget storladent musical-schwung spredt ud over det hele. Som sagt; jeg er ikke begejstret, men jeg kan omvendt godt høre, at der er fine kræfter bag hver enkelt nummer – og sikkert også helheden.
NB: Måske undrer det nogle af læserne – hvis jeg har sådanne – hvorfor jeg dog ejer en plade, jeg stort set aldrig hører, og som jeg ikke er glad for. Til det kan jeg bare sige, at det vil ske en hel del gange undervejs i min gennemlytning af samlingen. Mange af mine plader er købt som afsindigt billige loppe-fund, dengang alle skilte sig af med deres vinylplader, og så var der jo ikke noget forgjort ved at bruge en femmer på fx Chess bare fordi man har en svaghed for et enkelt nummer eller to. I andre tilfælde har jeg, som jeg tidligere har beskrevet, fået pladerne forærende af venner og bekendte, der skilte sig af med deres få vinyl-plader, nu de var blevet overflødiggjort af CD’er og streaming. Og nogle af disse plader har jeg beholdt af den ene eller anden grund.
Så derfor….