Man kan lave nogle rigtigt fine lister, når man hører musik. Top 10 over de danske plader, man ejer måske, eller top 20 over de bedste rock-albums eller de ti første plader man købte etc. Man kunne jo også prøve at vende skidtet om og lave en top 10, 20 eller 50 over de absolut værste plader, man havde i sin samling. Og hvis man gjorde det, er jeg sikker på, at Chicagos album 17 ville lande på hver og en af disse.
Det er simpelthen bare en dårlig plade. Jeg beklager, men den kan jeg godt nok ikke lide. Og nu har jeg jo allerede over et par omgange fortalt om, hvordan sådan en pladesamling er opstået af indkøb, foræringer og loppemarkedsfund, så hermed en advarsel: Hvis du nu er en glad, og evt. nystartet, vinylsamler, der mener, at der bør være lidt for enhver smag, og Chicago har jo også sin berettigelse osv. osv., så lad det være sagt med det samme; hvis denne skive står i en 5-kroners kasse på den næste plademesse, hvis din bedste ven forærer dig den, eller hvis den bliver kastet efter dig på vej ud af døren af den nærmeste pladeforretning, så lad være med at tage imod den! Der er nemlig en grund til, at de vil af med den. Den er ikke bare piv-ringe, den er fyldt med synthesizer-belagt lorte-rock-pop og utilstedeligt dårlige ballader, hvoraf en af dem har den røvirriterende egenskab, at den bliver hængende i øregangen på dig, uanset om du vil det eller ej.
Så fik jeg det ud af verden, og vi er klar til at gå videre. Hermed lidt facts: Chicago blev dannet i 1967, og de spillede – og spiller – følsom og moden poprock med et twist af jazz og funk engang imellem, og de gør det på en måde, der absolut ikke kan genere nogle (med mindre man er glad for god musik). Forud for udgivelsen af dette album havde de lavet 16 plader (bemærk titlen), og Peter Cetera er forsanger og har skrevet en del af musikken og teksterne. Det er han i øvrigt ikke mere, eftersom han forlod bandet, vist nok efter denne plade.
Musikken gider jeg ikke rigtigt snakke om, men jeg kunne huske de to hits fra pladen, da jeg hørte den, mens jeg desperat prøvede at overdøve møget med lidt lørdagsrengøring og en larmende støvsuger: “Stay The Night” kender man, og så er der mega-hittet: “You’re The Inspiration”. Det er sidstnævnte, der har den frækhed at være skabt på en måde, så man fandeme ikke kan få den ud af hovedet igen.
Ikke mere om Chicago, ikke mere om 17 og står det til mig, kommer den aldrig til at besudle min pladespiller igen…