I foråret 2016 var jeg taget til en koncert på det nærliggende spillested uden egentlig at vide, hvad jeg gik ind til. Det var noget med en supergruppe, dannet af medlemmer, der tidligere havde spillet i Psyched Up Janis, Powersolo, Hymns From Nineveh og Raveonettes, og da foromtalen lovede rock og billetprisen var særdeles overkommelig, vovede jeg mig derind.
Det fik jeg på ingen måde grund til at fortryde, og hvis der er nogen retfærdighed til i musikverdenen, vil Childrenn – som bandet hedder – meget snart vokse fra den lille Rising-scene, hvor de spillede i warm-up-dagene på Roskilde Festival 2016, til de noget større scener på ikke bare festivaller men på alle spillesteder i landet. For hold nu kæft, hvor var det en god koncert.
Nu er jeg jo på ingen måde live-anmelder, så vi springer rask væk koncerten over (men den var altså rætti, rætti go’) og går direkte til den plade, jeg købte ved samme lejlighed. Animale hedder den, og hovedindtrykket, når man har hørt den, er, at her er nogle musikere, der har gået i de rigtige musik-skoler og bringer al deres sammenbragte erfaring med på et album, der ligger og roder mellem høj-potent buldre-rock, psych- og syrerock, krautrock og Seattle-grunge af den mere moderne slags. Og jeg skulle lige hilse og sige, at det fungerer hele vejen.
Albummet åbner med noget, der ligner en ørehænger, det aldeles fremragende højoktannummer “Handcuffed”, der lægger ud med en instrumentalintro med fængende guitarriffs og tungt buldrende trommer og bas, inden der sættes ind med en let foruroligende tekst, som man måske får et godt indtryk af, når man hører de afsluttende linjer: “Fuck! No! / Don’t … make me pull the trigger // Stuck in your eternal war.” Og fra dette nummer ser de sig simpelthen ikke tilbage.
Det i mine øjne/ører bedste nummer på albummet er den dystre, let tragiske og smukke “It’s time to Leave” (der indtager en fornem plads på min begravelsesspilleliste) med noget der næsten lyder som en moderne “Duelling Banjo’s” for elektriske guitarer i outro’en, men snyd endelig ikke dig selv for titelnummeret, den 8 minutter lange “Animale/Neural Oscillations” med den ringlende guitarfigur og støt voksende uro. Også den næsten hypnotiske “Submission” er værd at bide mærke i, men generelt bør man nu høre hele albummet fra enden til anden.
Manoj Ramdas er manden med de lange, vilde og/eller voldsomt syrede guitarlydflager, og vokalen er velanbragt hos Jakob Brixen, der synger fremragende. Og så er der en sindsygt solid bund hos bassisten Jakob Krogh Jørgensen og trommeslageren Rune Nugge Kristensen. Animale kan sagtens høres som et dystert og mørkt album, men omvendt er det aldeles livsbekræftende, hvis man da leder efter livstegn i dansk rock anno 2016.
Så hvis du er til solid, mørk rock med et twist af syre og psych så er der kun et at gøre: køb pladen (stream den, hvis du er til den slags), skru op, skru lidt mere op og find så ud af, hvornår Childrenn spiller næste gang på et venue i nærheden af dig. Du vil med garanti ikke fortryde. Og hvis jeg allerede nu skulle lave en top 3 over de bedste nyindkøb til samlingen i 2016, er der ingen tvivl om, at Childrenn ville være at finde højt oppe på den.