Nogle vinylsamlere har det lidt ligesom frimærkesamlere, bogsamlere eller møntsamlere; de går primært efter det sjældne, efter førstetrykkene eller efter de anderledes tryk (picture disc, farvet vinyl etc.). Andre har en samling plader, der primært er bygget op i takt med, at de har interesseret sig for musikken, og den er således det primære, hvorimod det er lidt ligegyldigt om det er et originalt tryk, en genudgivelse, en 180 grams tyk vinyl eller en farvet vinyl.
Hvis man hører til førstnævnte – hvad jeg ikke gør – har vi her fat i lidt af en perle. Tim Christensen er selv ivrig vinylsamler med en pladesamling, der er væsentligt større end min, så da han i 2003 udgav sit bedst sælgende solo-album, Honeyburst, skete det ganske vist primært på CD, der på det tidspunkt fortsat var det førende medie til musik, men naturligvis blev der trykt en stak vinyler, så de mere passionerede også kunne få fat i et eksemplar. Og dette var vel at mærke på et tidspunkt, hvor LP-plader absolut ikke var i høj kurs blandt musikforbrugere.
Når jeg anskaffede mig en af disse var det på ingen måde fordi jeg var den store Tim Christensen fan. En af mine venner havde foræret mig en lille rest-samling af vinyler – de bedste af dem havde han solgt til højestbydende, og det var ikke mig – og da jeg havde snuppet, hvad jeg umiddelbart ville have, tog jeg resten (dubletter og blandet skidt og kanel) ned til den lokale pladepusher, der excellerede i både nye og brugte vinyler. Han kunne absolut ikke bruge dem til ret meget, men efter hårde forhandlinger, og eftersom jeg var en god kunde, tog han hele flokken fra mig imod at jeg valgte en LP-plade efter eget valg til standard-pris. I et øjebliks vildfarelse og misforstået betænksomhed og kærlighed valgte jeg så Honeyburst, da jeg vidste, at den ville falde i livsledsagerens smag.
Det var ikke så skidt et valg endda. For det første er der jo tale om et førstetryk, og selvom jeg ikke gik – eller går – særlig meget op i det, så sælges den altså nu for 7 – 800 kroner, så det har jo været investeringen værd. Derudover er det slet ikke en dårlig plade, tværtimod, og således er den jo aldeles godt placeret i C-sektionen i pladereolen.
Tim Christensens historie burde være de fleste musikglade danskere bekendt. Som frontmand, guitarist og primære drivkræft i kompositionerne i rock-trioen Dizzy Mizz Lizzy havde Tim opnået kolossal succes både i Danmark og internationalt. Efter deres opløsning i 1998 udgav han sin succesrige solodebut Secrets On Parade i 2000, inden han i 2003 fulgte succesen op med Honeyburst, der solgte svimlende 130.000 eksemplarer. Og så var dén solokarriere vist for alvor skudt i gang.
Allerede et år inden albummet var kommet på gaden, blev et af numrene herfra en decideret landeplage. “Right Next To The Right One”, der lukker side 1 på albummet, blev brugt som kending til en i øvrigt ulidelig TV-serie, så dén havde vi allerede hørt. Det er stadig en glimrende sang i sin genre; voksen, moden og følsom med et singer-songwriter touch og et strejf af noget country. Måske fungerer det også fordi den – ganske bemærkelsesværdigt – er komponeret i 3/4-dels-takt. Noget som, forståeligt, faktisk ikke sker ret tit i moderne musik, men som på bizar vis virker fint her, som det i øvrigt også gør på forbilledet The Beatles’ “Norwegian Wood” fra Rubber Soul (selv om musikpedanter vil hævde, at den er i 6/8-dele).
Resten af pladen holder en voldsomt højt standard hele vejen: Det andet kæmpehit “Whispering At The Top Of My Lungs” veksler mellem stille ballade og fuldt udtrukket rock-band, og til min store overraskelse kunne jeg faktisk godt lide det! Det er fandeme godt skrevet – og det er lige så godt udført af en mand med et band, der primært bestod af ham selv! Og jeg véd godt, at det ikke er specielt comme il faut at være glad for Tim Christensen solo, men altså; det kan godt være, at han gik fra power-rock i den dynamiske trio til, hvad enkelte af mine bekendte omtaler som ‘klynke-rock’, men hvis jeg nu fx selv kunne spille, synge og skrive musik, så ville dette være et nummer, som jeg ville have været dybt taknemmelig for at have talent til at skrive.
Resten af pladen holder på samme måde i det store og hele vand. “Jump The Gun” og især “Lay Down Your Arms” lyder som noget, The Beatles kunne have skrevet – og det er nok ikke tilfældigt – eller, som livsledsageren (der ikke er specielt begejstret for Liverpool-drengene) tørt udtrykte: ‘De ville ønske de kunne have skrevet dem!’ Balladen “No Easy Key” flyder sine steder over i mol og strygere, men er ellers et fint udtryk for Christensens uomtvistelige evne til at skrive gode sange, der evner at overraske. I dette tilfælde med en grandios orkesterudladning umiddelbart før afslutningen. Også “Don’t Leave Me But Leave Me Alone” holder denne dynamik mellem ballade og larmende, melodiske udladninger.
Det kan godt være, at jeg ikke hører albummet ret tit, men ud over dens (stigende) monetære værdi, så er jeg faktisk ret glad for at eje den. Og det tror jeg faktisk også jeg vil være om ti år. Ydermere har LP-versionen den kvalitet, som gode vinylalbums ofte har; det er et fedt cover, der først for alvor kommer til sin ret i den ‘rigtige’ størrelse. Eneste minus ved formatet; der er en ridse i pladen, så det er lidt svært at høre “Lost And Found” på side 1, og det vil givetvis reducere prisen. Men så er det jo godt, at jeg ikke skal sælge den.