Der kan ikke siges eller skrives noget om Eric Claptons over 50 år lange karriere, og den indflydelse han har haft på moderne musik, der ikke er skrevet før. Fra tiden i Yardbirds og Cream i 1960erne og til diverse konstellationer med alt, hvad der kunne krybe og gå af rockens og poppens fremmeste udøver op gennem 1970erne og den solide solokarriere, der har kastet en hel del hits af sig.
Så det vil jeg lade være med. Jeg ejer tre Clapton-plader, og ingen af dem er fra den periode, hvor han for alvor satte sit musikalske aftryk (Cream og Yardbirds). Til gengæld ejer jeg denne, Journeyman, der udkom i 1989, som var hans første plade efter et længere afvænningsforløb for både alkohol og andre, og mere voldsomme, stimulanser.
Som det også var tilfældet på hans Greatets Hits, er det ikke sangskriverkunsten, der præger Claptons arbejde på albummet. Vi finder således en klassiker som “Hound Dog” udført i tilbagelænet clapton-style – og dér er jeg så gennem-konservativ, at jeg hellere hører Elvis’ udgave 30 gange end hører denne igen. Dén er jeg dælme ikke glad for. Til gengæld kommer både vokal og guitarspil fuldt til sin ret på blues-standarden “Before You Accuse Me”, der emmer af bluesy guitar og solid 2-4 rytmespil. Ikke de store finesser eller voldsomme dekorationer her, men blues som det skulle lyde, når det blev spillet af old Slowhand. Også “Hard Times” har en fin blues-tone i den traditionelle udgave over sig.
Albummet er produktionsmæssigt et barn af sin tid. Den er lidt slikket og der er en hel del elektronisk hejs på den. Sådan skulle det lyde i 1980erne, og det er såmænd fint nok. Det gør ihvertfald, at man ikke støder sig voldsomt på den ved gennemlytningen. Jeg er overbevist om, at selvom Clapton selv har givet udtryk for, at han er voldsomt glad for albummet, så er det ikke dét album, der er det største must for Clapton-fans. Heller ikke selv om det er fyldt med gode folks indsats; således kan man finde både Chaka Khan, Daryl Hall og Phil Collins krediteret på inner-coveret.