Et af de – i mine øjne – absolut bedste albums fra britpoppens storhedstid var Pulps Different Class. Og det er frontmanden fra Pulp, der gemmer sig bag navnet Jarvis Cocker (hvis du nu skulle være i tvivl), og han er, på trods af, at de begge stammer fra Sheffield, absolut ikke i familie med Joe Cocker (hvis du nu også skulle have været i tvivl om dette).
Jarvis Cocker er den type veluddannede brite, der rammende – og ofte med aldeles velovervejet satirisk sigte – kunne spidde det moderne samfund og udstille hykleriet, forlorenheden og småborgerskabet. Dermed kunne man jo tro, at også solo-karrieren i tiden efter Pulp ville have samme karakter, måske endda også musikalsk, men hvis man køber Cockers andet solo-album, Further Complications i den tro, at man så får Pulp ver. 2.0, så tager man fejl.
Ikke fordi der er noget galt med håndværket på Further Complications, tværtimod. Kvalitet fornægter sig ikke, og Jarvis Cocker skriver gode sange. Men den lethed i tekstmæssig og musikalsk henseende – og den luftige pop-produktion – man fandt på de bedste af Pulps sange, den er afløst af en langt mere rå lyd og en række sange, der i højere grad kredser om sangskriverens egne udfordringer.
Further Complications er, som også Nick Caves The Boatman’s Call, et ‘break-up-album’. Men hvor Cave med stentorrøst fortæller om smerten, svigtet, tomheden og meningsløsheden med et tydeligt eksistentielt sigte er Cockers album mere orienteret i retning af selvlede, kynisme og brutalitet … og udsigten til det næste knald. Sine steder morsomt, sine steder udleverende og udstillende på egne vegne, og hele tiden drevet af hastige rytmer og rå, upoleret lyd – ikke ulig fx The Stooges.
Det er godt, og det kan jeg godt lide. De fleste steder, altså. Der er smuttere undervejs, og det kan nogle gange synes lidt som om den rock-orienterede produktion føles lidt akavet og fremmed for Cocker. “Fuckingsong” har fx et ganske glimrende guitarriff, der bærer sangen gennem fra start til slut, men sammen med den vrede vokal lyder desperationen altså en lille smule påtaget. Til gengæld er jeg lidt vild med “I Never Said I Was Deep” med de uforglemmelige linjer:
I never said I was deep, but I am profoundly shallow
My lack of knowledge is wast, and my horizons are narrow
I never said I was big, I never said I was clever
And if you’re waitin’ to find what’s going on in my mind
You could be waitin’ forever and ever.
Dét er sgu’ da selvindsigt, der vil noget, og så elsker jeg det diskrete ordspil i den indledende linje. Og det bliver ikke bedre undervejs, hvor vi konstaterer at moralen heller ikke er den bedste: “My morality is shabby, my behavior unacceptable”. Alt i alt; her er tale om en mand, der har nået en vis alder, og hvis selvindsigt bliver slynget brutalt i ansigtet på nattens udkårne – og som kun skal opnå øjeblikkets nydelse for at jage dæmonerne væk: “If you want someone to talk to, you’re wasting’ your time / If you want someone to share your life / You need someone who’s alive”. Og så har sangen den yderligere kvalitet, at selv om desperationen og kynismen er så tydelig, som den kan være, så er den musikalske indpakning ikke en tonser-guitar og postuleret garage-lyd, men i stedet en langt mere afdæmpet og melodisk frit svævende produktion. Ikke ulig en Pulp-sang, iøvrigt, så måske er det derfor, at jeg er faldet for den?
Også “Leftovers”, “Slush” og den afsluttende, legesyge pop-klasker “You’re In My Eyes (Discosong)” er værd at lytte til. På trods af, at sidstnævnte er en lille smule bøvlet at høre, hvis vinyler er det foretrukne afspilningsformat. Albummet er lige præcis for langt til, at den 8 minutter lange sag, komplet med disco-guitar, fløjlsblød dansestemning og – i modsætning til resten af albummet – følsom længsel efter den eneste ene, kan være på pladen. Dén penible situation blev afhjulpet ved, at sangen følger med albummet som maxisingle, der skal afspilles på 45 rpm. Den er jeg sgu’ ganske ofte for doven til at lægge på, så resten af pladen har jeg hørt en del gange, og denne sang noget sjældnere. Sorry…
Det er et glimrende album. Og det er det også på mange af de numre, der er domineret af rock-lyden. Så hvis din strategi efter bruddet med den udkårne er kvalmende selvlede og -had, og du tænker, at den eneste vej ud af miséren er en endeløs række af engangsknald, leveret af tilfældige kvinder, samlet op på snuskede værtshuse tidligt lørdag morgen, så er du godt hjulpet med Further Complications. Hvis du i stedet svælger i den eksistentielle krise, let melankoli og leder efter mening med det hele, så skal du nok hoppe direkte videre til Cave. Dét bliver tydeligt, når man får følgende råd med på vejen i den punkinspirerede “Caucasian Blues” hos Jarvis-drengen:
All gather ’round now
I’ll tell you what it’s all about
You find a good woman
And then you fuck her ’til your hair falls out