Der er en eller form for guddommelig kosmisk karma ved, at plade nr. 100 i samlingen er denne gamle sag med en sanger, der vel aldrig rigtigt har sagt mig ret meget – og som jeg derfor ikke har et fornuftigt forhold til. Så kan jeg lære det, kan jeg, når jeg tror, at jeg sådan skal fejre milepæle i projektet.
Men vi kender jo alle Joe Cocker, og hvis vi ikke gør, så er jeg ret sikker på, at vi kender hans stemme. Om ikke andet så for de giganthits han havde i starten og midten af firserne med først duetten “Up Where We Belong” med Jennifer Warnes, og derefter “You Can Leave Your Hat On” og “Unchain My Heart”. Vi er med andre ord ikke på helt jomfrueligt land her – men næsten.
Sheffield Steel er et album med sange, som det primært er alle andre end Joe Cocker, der har skrevet. Nu har Cocker jo gjort en dyd – og en karriere – ud af at lade sin hæse røst pryde og fortolke andres værker, lige fra det sagnomspundne gennembrud på Woodstock med “With A Little Help From My Friends” i 1969 til den fine udgave af “Come Together”, som han leverede i Beatles-musical-filmen Across The Universe i 2007, så det er jo i bund og grund ikke så overraskende endda.
Også her er der derfor tale om fortolkninger og cover-versioner. Ikke nødvendigvis af smash-hits (som der ikke er mange af på pladen), men solide numre, skrevet af fx Bob Dylan i form af den forholdsvis ukendte “Seven Days”, som Cocker leverer i en lettere funky version. Også Jimmy Cliffs semi-klassiker “Many Rivers To Cross” har fundet vej til albummet, og den er jo altid god – og Joe Cocker gør den hverken værre eller bedre.
Noget af det fineste, man kan sige om albummet er, at det lyder som om, den er undfanget og indspillet i en overordentlig laid-back tilstand. Der er noget herligt tilbagelænet over leveringen af de fleste af numrene, og det er tydeligt, at Joe Cocker er i smult vande på denne samling – også i en godt følt udgave af Randy Newmans “Marie”, komplet med tømmermænd og anger.
Til gengæld er jeg ikke særlig vild med produktionen. Tidstypisk nok er den nemlig fyldt med elektroniske lyde – og ikke af den slags, som jeg gerne går en omvej for at købe ind til samlingen. Der er fedtede og åleglatte synthesizere smurt ud over stort set alle sangene – og det er altså lige voldsomt nok til min smag. Og helt generelt; Joe Cocker er ikke den kunstner, der i almindelighed har flest titler på listen over de mest aflyttede plader i samlingen, så der er en til vished grænsende sandsynlighed for, at der vil gå del år, før den roterer på pladetallerkenen igen.
Men det skal da ikke forhindre dig i at høre den.