Det ville være nærliggende at forsøge en sammenligning mellem Lloyd Cole and The Commotions med samtidige britiske guitarbaserede bands som fx Echo & The Bunnymen, der netop havde udgivet den fremragende Ocean’s Rain eller The Smiths, der udkom med Meat Is Murder samme år. Det ville bare ikke være rimeligt – og det ville aldrig falde ud til Lloyd Coles fordel.
Det er der mange gode grunde til, og en af de vægtigste er måske, at Easy Pieces i langt højere grad end de to øvrige bands udgivelser appellerer til et bredere publikum, på trods af dens indiskutable potentiale som cross-over mellem indie-pop og mere bredt tilgængelig poprock. Når man lytter til den i dag fremstår den noget mere fersk og sømløs end både Echo… og The Smiths, ligesom produktionen lyder som om, den er rettet mere mod publikums smag end mod bandets egne intentioner og evner – hvis det ellers giver mening?
Lloyd Cole and The Commotions blev dannet mens medlemmerne studerede på University of Glasgow, og i 1984 debuterede de med albummet Rattlesnake, der gav dem lidt mere end kult-status. Pladeselskabet så potentialet og satte nye producere på opfølgeren, i det lønlige håb, at det ville sikre en salgssucces. Det gjorde det såmænd også; et par uger efter pladen kom på gaden nåede den en 5.plads på Englands albumhitliste, godt hjulpet af singlerne “Brand New Friend” og “Lost Weekend”.
Jeg har en svaghed for Easy Pieces, som jeg rent faktisk stadig sætter på pladespilleren en gang imellem. Det er en god gang begavet pop, der holder en fin tone hele vejen igennem, og ikke fuldstændig giver efter for markedsmekanismerne i hitlisteøjemed – omend den som sagt lusker derhenad. Teksterne er aldeles prætentiøse og universitære, men afleveres med et skævt smil og et let blink i øjet. Lloyd Cole synger tilbagelænet med en snert af crooneri, og de guitarerer, der ringler lystigt løs undervejs bliver ikke overdøvet af synthesizerne. Og så har den den dér udefinerbare duft af melankoli og misantropi, der gør dele af den perfekt til en regnvejrsdag, tydeligst på fx “James”.
I virkeligheden skulle man måske snarere sammenligne dem med det ti år yngre, ligeledes Glasgow-baserede, universitetsband Belle and Sebastian. Der er lidt den samme lethed over hele svineriet, og lidt den samme postulerede intellektuelle tilgang til tekster og musik. Og selv om Easy Pieces ikke sætter sig fast på samme måde som de samtidige bands, jeg nævnte indledningsvis, er det en fin lille sag, der egentlig fint komplementerer datidens øvrige britiske musikscene. Albummet står fint, hvor det står i min reol, og det vil fortsat blive støvet af med jævne mellemrum.