Hvis man er kender af 1980’ernes popkulturelle referencer, så kan det ikke undre, at hele fire af sangene fra Phil Collins tredje solo-album, No Jacket Required fandt vej til soundtracket af en af de ikoniske TV-serier fra netop dette årti, Miami Vice. Der er up-tempo trommer (og trommemaskiner), masser af synth-flader og et pulserende beat på de fleste af de numre, Collins stiller til skue på albummet.
Jeg er ikke den helt store fan af Phil Collins, men som jeg husker det, var han her, der og allevegne op igennem firserne. Og på dette album finder man en del af de numre, der gjorde tricket. “Sussudio” er et af dem; en elektronisk orienteret hit-slasker, der nok kunne få folk ud på dansegulvet – og som har et synth-riff, der læner sig kriminelt tæt op af det, Prince brugte på sin hitsingle, “1999”. Jeg siger ikke, at det er tyveri, overhovedet ikke, men det er alligevel lidt påfaldende… Også “Don’t Loose My Number” var et aldeles dansabelt hit, og sør’me om ikke også den gode Phil kunne skrive ballader. “One More Night” kunne derfor sagtens være den sang, det lokale provinsdiskotek lukkede og slukkede med, så man lige kunne få en kinddans med aftenens udkårne inden man skulle videre ud i sommernatten eller -morgenen.
Der er langt fra Genesis og deres ‘kunst-rock’ til Phil Collins hitorienterede solo-albums. Men det kunne der gudskelov rettes op på, og Genesis’ firseralbum blev da også mere og mere dansevenlige. Når det så er sagt, så er det altså sin sag at høre albummet i dag; lyden er umiskendeligt firser-agtig, og alting bliver pakket ind i synthesizer og elektroniske trommer. Det er derfor ikke med udelt glæde, jeg har hørt albummet i dag, men til gengæld blev jeg overrasket over, hvor mange af sangene jeg kunne huske. Og alt andet lige; Phil Collins kunne synge – og han kunne skrive musik. Så det er ikke nødvendigvis et skidt album, jeg synes bare ikke tiden har været god mod det. Eller også er det bare min smag, der har ændret sig i løbet af de sidste tredive år.
Hvis det sidste er tilfældet, så er det vel egentlig et sundhedstegn. Det ville sgu’ da være ærgerligt, hvis jeg skulle blive hængende i dén type musik, der blev produceret i midtfirserne.