Der findes plader, man sætter på, fordi man vil feste eller fordi man har gode venner over til middag, og man skal hygge sig med lidt god mad. Der findes også plader, der bliver lagt på, fordi man ‘lige skal høre den dér…’ hvorefter den bliver taget af igen og der findes plader, man sætter på, fordi man er fuld og vil synge med – eller spille luftguitar. Med andre ord; der findes plader og musik til talrige forskellige lejligheder.
Denne plade, som jeg er decideret begejstret for, er en af den slags plader man sætter på, når man har lavet kaffe, slukket TV’et og måske endda skænket sig en lille whisky. Jeg kan i dén anledning anbefale en Ardbeg Corrywreckan, der smager som jeg forestiller mig det gør at slikke lun asfalt af vejen – og med et hint af røg. Derefter kunne man evt. sætte sig i nærheden af pejsen i den dybe Chesterfield-lænestol med sin gode bog og nyde såvel bog, ild, whisky og musik.
Alternativt kan man sætte pladen på, skrue lidt ned og lade den køre som baggrund til en rar, langsom samtale med sin hustru, livsledsager, datter, søn, onkel eller ven om livet, skolen, kæresten, fodbold eller hvad der nu ellers måtte ligge én på sinde. I alle tilfælde bliver du med Interplay… forkælet ved samtidig at blive hyllet ind i en varm, blød omfavnelse af blid, vuggende be-bop, som dén slags skal spilles, udført af seks fantastiske musikere og skrevet/arrangeret af en mester.
Det er smooth jazz, som jager efterårstankerne væk, og som kan tåle at blive hørt flere gange – i træk. John Coltrane spiller den ene tenorsax, og resten af bandet er fint i tråd med den feel for freejazz og bop, som var det nye sort i slut-50’erne. Coltrane havde spillet sammen med både Miles Davis og Theolonius Monk, så han vidste udmærket, hvad han foretog sig, og komponisten, Mal Waldron, der også spiller klaver på albummet, skrev numrene, så de kunne følge standarden – men uden at det blev voldsomt overdrevet i den mere hysteriske afart af genren.
Jeg har ikke de rette forudsætninger til at kunne skrive om, hvorfor denne plade er bedre eller værre end så mange andre af samme karakter. Jeg kan bare fortælle, at den – sammen med et par af mine Miles Davis-plader – er noget af det bedste jeg selv har hørt indenfor jazz-musikken. Vi er milevidt fra den fodtrampende, ølbøvede New Orleans-jazz, som praktiserede på de jazz-festivaller, jeg nødtvunget frekventerede i min ungdom (omend der er et Dixie-anstrøg i det indledende nummer, “Interplay”), og i stedet er vi på besøg i en tilrøget New York-bar i slutningen af 1950’erne. Og her kan vi finde både beatniks med højhalsede sweatre og joints, Allen Ginsberg og – hvis vi er heldige – Don Draper på damejagt. Og det er altså ikke det værste sted at befinde sig.