Jeg har en fornemmelse af, at det – på trods af disse moderne tider med hjemmestudier, Soundcloud og digitale udgivelsesmuligheder i hobetal – engang var væsentligt lettere at slippe forbi et pladeselskabs musikredaktørs øjne, hvis man var et ungt, lovende band på udkig efter et gennembrud, end det er i dag.
I hvert fald gemmer der sig i min pladesamling en del lykkeligvis overset musik fra 1970’erne, ’80erne og delvist ’90erne, der kunne have fortjent en hårdere skæbne i en kvalitetsbevidst (og ædru?) musikredaktørs hænder. Det er mig en gåde, hvordan disse skæve, musikalske eksistenser er havnet på min pladereol, da noget af det pæneste, jeg kan sige om dem, er, at de helt sikkert er uden ridser, da de bliver spillet ualmindeligt sjældent.
Jeg formoder fx, at jeg i et øjebliks vildfarelse – muligvis under påvirkning af den ene eller anden slags rusmidler – har købt det afbildede album på et loppemarked eller en eller anden form for udsalg. Måske har jeg taget det med hjem fra den hedengangne lokalradiostation, hvor jeg slog mine folder i nærradioens spæde barndom, for at lytte det igennem inden airplay – hvorefter jeg, i dyb respekt for lytternes kvalitetsbevidsthed, har ladet det blive i privaten. Eller måske har jeg fået det som gave, hvem ved?
Bandet hedder Commandos, som det fremgår af coveret, og albummet har den smukke titel Edge Of Town. Jeg kan forestille mig, at de har været kraftigt inspireret af Bruce Springsteens klassiker Darkness On The Edge Of Town, der udkom 7 år tidligere, men hvor Springsteens album var americana i fuldt flor med desperation, nerve, skønhed, indføling og nærvær i hvert et riff og hver en strofe, så er Commandos plade en halvkvædet vise på grænsen mellem folk-rock og country uden særlig meget kvalitet – og uden at der går skår af nogle, der ikke har hørt det endnu.
Det er med andre ord en aldeles ligegyldig udgivelse, og faktisk har den eksisteret nu i mere end 30 år, uden at der er nogle, der har lagt den – eller dele af den – på internettet. Selv ikke på Apple Music har jeg været i stand til at lokalisere skidtet, og det burde jo næsten være en umulighed, eftersom selv Kandis er at finde på denne platform!! Det nærmeste man kommer de talentløse udskejelser er en single, der iøvrigt ikke er at finde på albummet, der hedder: “My Baby Loves Monster Movies”, og som findes på YouTube. Dén må du selv søge frem, hvis du gider. Og manglen på digital dokumentation siger faktisk en del om manglen på kvalitet.
Nåmen til triviaen: Bandet var baseret i Austin, Texas, tror jeg, og bestod vist primært af Suzy Elkins og en Gary Felton, som man hverken før eller siden har hørt ret meget til. På udgivelsen var der også nogle andre musikere med, og de spillede bas og trommer, og sådan er der jo så meget. Tilsammen slowcruiser de sig igennem en samling sange (ingen nævnt, alle glemt) af så tvivlsom karakter og kvalitet, at selv Sussi & Leo (der også er på Apple Music), ville nægte at spille dem som cover-numre til halbal på plejehjemmet i Nr. Vorupør.
Så lad os for én gangs skyld kalde en spade for en spade; det er noget scheisse-musik, og jeg tror, at vi kan konstatere, at der absolut ikke er nogen grund til, at du – eller nogle i din omgangskreds – skal bruge tid eller penge på gebrækkelighederne.
Men alt andet lige; det er min plade, og den står i min pladereol, og det siger vel også noget om mig…
Disclaimer: ovenstående er en let redigeret version af en tekst, der tidligere (november 2015) er blevet bragt på skribentens private Facebook-side. Beklager hvis jeg har spildt din tid 2 gange.