Puddelhunderock var en ting i 1980’erne, belærte jeg min forholdsvis voksne søn om, mens vi i andægtighed lyttede til canadiske Coney Hatchs album Friction. Det gav han mig ret i, men konkluderede derefter, at her var der sandeligen ikke tale om puddelhunderock, men om pik-rock.
Jeg havde hørt udtrykket før, men vidste ikke rigtigt, hvad det dækkede over, men ved at høre pladen fik jeg faktisk en forholdsvis god forståelse for det. Lidt sang, der af og til er foruroligende tæt på at kamme over i fistel, halvhøjt tempo, en god del guitar-lir og med sange som “This A’int Love”, “Burnin’ Love”, “Wrong Side Of Town” og “Girl From Last Nights Dream”. Læg dertil en obligatorisk guitarsolo ca. midtvejs i hvert nummer og tænk kombinationen af Rainbow, Dio, Bon Jovi, Europe og Alice Cooper, og så er vi ved at være der.
Problemet er, at Coney Hatch ikke når de nævnte til sokkeholderne – hvor begrænset et talent man så end måtte tilskrive dem. Numrene er stort set umulige at skelne fra hinanden, og det hele flyder ud i hamren i trommerne, klichéfyldte tekster og tilsyneladende endeløse guitar-soli. Ikke helt heavy, ikke helt poprock, men mon ikke nogle unge, canadiske drenge har fået kørt noget seriøst luftguitar af til den? Det forklarer ikke, hvorfor den fortsat befinder sig på min pladereol, hvor den har samlet støv i rundt regnet lige så lang tid, som der er gået siden den udkom, men lad det nu hvile.
Alt i alt: det er ikke særlig godt, sådan rent musikalsk, men til gengæld er der kulturhistorie af en anden verden gemt på inner-sleevet. Det er nemlig smækfyldt med billeder af band-medlemmerne, som de så ud, da de peakede i 1986, for når man ser godt ud, er der jo ingen grund til at holde godterne tilbage. Det skal ud i lyset skal det, så jeg vil naturligvis ikke forholde jer nydelsen af et lille udpluk af dem, så værsgo’: her er de – uden yderligere kommentarer. Det giver alt andet lige nok også et indtryk af musikken, selv om man ikke kan høre den.
