I 1980’erne dannede Chick Corea sit elektriske fusionsorkester, The Chick Corea Electric Band. Selv havde Corea op gennem 70’erne spillet med i en række skiftende konstellationer, ofte uden selv at være bandleder, men som komponist og fremragende tangentspiller fandt han med The Electric Band og den analoge udgave, The Acustic Band, sit udtryk fra midten af firserne og frem.
I kølvandet på nogle af de kæmpenavne, han havde spillet sammen med (Miles Davis, Herbie Hancock m.fl.) er musikken på dette første album i den elektriske konstellation klart præget af den fusionsform, som også disse excellerede i. Frit flyvende og svævende kompositioner, der næsten lyder, som om de er improviseret frem i studiet (men det er de ikke!) og spillet af fremragende musikere; John Pattitucci på bas og Dave Weckl på trommer. Og eftersom der også er lidt jazz-rock ind over musikken, er der naturligvis også blevet hidkaldt gode guitarister i form af hhv. Scott Henderson og Carlos Rios.
Jeg kan godt høre, at det er godt. Og jeg kan også godt høre, at det er fremragende musikere, der udfører det. Til gengæld er jeg ikke særlig vild med netop denne udgave af free-jazz, fusion eller jazz-rock, eller hvad man nu har lyst til at kalde det. Det hele er voldsomt elektrisk, og noget af det lyder derfor lige så syntetisk, som min barndoms HubbaBubba-tyggegummi smagte. Det er der med garanti mange, der godt kan lide (eller også kan de høre den gode musik bag alle syntheziserne), men personligt er jeg altså mere til analoge indspilninger, når det kommer til jazz.
Men sådan skulle den slags vel lyde i midten af firserne. Og det skal siges til Coreas ros, at han går linen ud – og at det er vidunderligt, at musikere afsøger mulighederne og grænserne for musikken, også når det kommer til elektrificeringen af en pr. definition analog genre. Så kæmpe-cadeau for indsatsen, og så er det jo bare ærgerligt, at jeg ikke er hooked med det samme.