Dette er mit andet album med Chick corea Electric Band – og hvis ikke jeg vidste bedre, kunne det lige så godt have været det samme. Eventuelt som dobbelt-LP. Jeg kan simpelthen ikke høre forskel, og det er ikke fordi det siger ret meget om Chick Corea og denne epoke i hans kunstneriske virke. Det siger derimod en hel del om mit grundlæggende kendskab til – og forståelse for – elektrisk fusionsjazz.
Med andre ord; jeg er så genremæssigt udfordret, at jeg ikke kan høre forskel på Inside Out og det foregående Chick Corea Electric Band. Det er i virkeligheden lidt ligesom de, der mener at alle asiater ligner hinanden på trods af alle de distinkte forskelle og kendetegn, eller dem, der mener, at alle operaer lyder ens. Det beklager jeg inderligt. Måske ikke så meget overfor Dem, min kære læser, der muligvis er langt bedre udi de hørbare forskelle på denne og hin plade med Corea, men lige så meget overfor mig selv. For med denne erkendelse følger jo også en erkendelse af 1) min manglende indsigt i og forståelse for en musik, der med garanti kan give mange gode oplevelser, og 2) min forholdsvis snævre musikalske horisont.
Men når det så er sagt, så tror jeg altså heller aldrig, at jeg kommer til at udvide hverken horisont, forståelse eller indsigt i den elektriske fusionsjazz. For den tredje erkendelse, jeg er nået frem til efter at have hørt to plader i træk af denne karakter er; jeg kan faktisk ikke særligt godt lide det. I virkeligheden så funderede jeg under aflytningen over, om der måske findes en lidelse, der hedder MISS – en forkortelse for Music Induced Stress Symptome? For jeg blev faktisk lidt anspændt undervejs, i al denne herlighed af dissonante lyde, elektriske flader og jazz-synkoper på trommerne. Jeg skruede ned mere end en gang under lytningen, og livsledsageren lignede heller ikke en, der syntes at det var den gode måde at tilbringe søndag formiddag på.
Det er med andre ord ikke skøn, sart harmonisk pop-musik, der er tale om her. det er der sikkert mange, der kan lide, men jeg er tydeligvis ikke af dem. Det skal dog ikke afholde Dem, hvis De har lyster i denne retning.