Da jeg i mine yngre dage tilbragte en stor del af min tid på en lokal radiostation i udkantsdanmark, havde jeg det ansvarsfulde hverv at lytte til al den kontemporære musik, der faldt udenfor dansktop-genren, for derefter at behandle den efter fortjeneste i radioen. Det var der ikke ret mange andre på stationen, der havde interesse i (til gengæld var de ret gode til at promovere Jodle Birge, Lis & Per etc.), så af den grund fik jeg lejlighed til at høre en masse ny, primært dansk, musik og som regel fik jeg også mulighed for at mødes med kunstnerne eller interviewe dem via telefon.
Det var en sweet deal for alle involverede. Pladeselskaberne promoverede deres kunstnere ad denne kanal, de fik spilletid i radioerne, og dem var der mange af i ’80erne. Og eftersom mange af disse var på finans- og kulturlovene var de knap så kommercielle, som tilfældet er i dag, og der var derfor langt bedre mulighed for at påvirke playlisterne i radioerne rundt om i landet. For min egen del betød det, at jeg fik hørt en djævelsk masse musik, jeg ellers ikke ville have hørt, og jeg fik talt meget om musik med nye, håbefulde bands som The Poets, Sandmen, Naïve, Miss B. Haven, Baby Hotel Hunger – og Creme X-treme!
Da Creme X-treme udgav deres debutalbum, Kærlighed og vand i 1989, fik jeg derfor den fornøjelse at interviewe sangskriver, komponist og bassist Jon Helt Haarder fra bandet, og det var naturligvis i sig selv en stor glæde. Og her er det så, at livets store sammensurium af tilfældigheder begynder at spille lidt med. Nu er Danmark jo et alt for lille sprogområde til at have sin egen ballet, som en politiker engang sagde, så sandsynligheden for at jeg senere skulle møde bemeldte bassist var naturligvis til stede, men alligevel…
Der skete nemlig det forunderlige, at jeg mange år senere fik min ældste søn passet i en vuggestue, hvor han med det samme fandt en soul-mate i en charmerende dreng, der var søn af en fjern bekendt fra det universitet, hvor jeg på det tidspunkt havde min daglige gang. Ved en eller anden lejlighed røbede denne bekendte, at han havde været bassist i et lokalt funderet band, der hed Creme X-treme, og det var sgu’ da et skægt tilfælde. Efterfølgende blev det til adskillige gode dage og aftener, både i instutionerne og udenfor, i dét gode selskab, og sjovt nok blev hans og min søn i øvrigt ved med at dele institutioner (skole, gymnasium mv.) og er fortsat bedste venner, helt uden min indgriben. Det havde bl.a. det vidunderlige resultat, at Jons søn – der også er bassist – var en del af den trio, der spillede moderne musik til en glædelig begivenhed i mit hjem i foråret 2016 – og så er ringen jo ligesom sluttet, ikke?
Det var en lang smøre om alt muligt andet end musik, og den er primært medtaget af 2 grunde; 1) jeg elsker at gnubbe skuldre med dygtige, begavede mennesker – og jeg elsker at prale med det, så det er hermed gjort, og 2) det illustrerer et lille dilemma, jeg har i denne forbindelse. Jeg er jo aldeles biased af alt muligt andet end en fordomsfri tilgang til musikken på pladen, så det er lidt svært at være tilstræbt objektiv her. Og hvad nu hvis jeg skriver noget, der for evigt vil sætte skår i ikke blot mit, men i lige så høj grad min søns bekendtskabs- og vennekreds? Det er noget skidt, er det…
Men lad os prøve. Creme X-treme var et Odense-baseret band, der spillede musik, der med mere moderne termer vel nærmest kan betegnes som indie-pop. Der er gode anstrøg af melodiøs pop i fx “Fugl” og “Tilbage” og noget funk-soul strøet ud over adskillige numre som fx “Brucie” og “Tykke Pige” – komplet med horn og hele svineriet – og i øvrigt et guitar-riff i sidstnævnte, der antyder, at guitaristen har hørt Prince mere end een gang… Og så er der alt det andet, fx. noget quasi-rap over en tyk funk-bund i “Husfest”. Det er slet ikke så skidt endda, heller ikke, når man kommer til den afsluttende “Tur i Skoven”, der lyder som lidt et eksperiment.
Som debut-album betragtet er det med andre ord som det skal være; fint, uden at være prangende. At det så skulle vise sig, at det også blev det eneste album, Creme X-treme udgav (der var ganske vist noget med en EP også), det er så en anden historie, og det kan der jo være rigtig mange gode grunde til.
Jeg kunne godt have en formodning om, at en forudsætningsløs førstegangs-lytter måske ikke ville høre pladen til ende. Dertil er den nok for præget af sin tid. Men eftersom jeg ikke er forudsætningsløs, og eftersom jeg selv er rundet af den tid, så har albummet en berettiget plads på min reol – også selv om den måske ikke hører til de bedst sælgende albums i ’80erne (hvad der nok også er en grund til).
NB: Og så betød bekendtskabet med bassist-Jon (der nu er højt estimeret litteratur- og kulturforsker, hvad der er en lige så god grund til at gnubbe skuldre) også, at jeg kan prale med en personlig dedikation på mit eksemplar af pladen, hvorfor det er bagsiden af albummet, der er afbildet ovenfor. Og nå ja; Jon var ikke den eneste, der fortsatte karrieren ad andre veje med gode resultater. Guitaristen i bandet var nemlig Claus Beck-Nielsen, der senere blev forfatter og derefter et stadigt levende gesamtkunstwerk.