The Cult var oprindeligt et postpunk-/gotisk rock-band, der – med iøvrigt tydelige referencer fra bl.a. The Doors – havde et pænt stort hit med først sangen “She Sells Sanctuary” og derefter albummet, den udkom på, Love. Succesen betød, at der var afsat et forholdsvis pænt beløb til indspilningen af opfølgeren, men bandet var ikke for alvor tilfreds med resultatet af anstrengelserne, og via et tilfælde blev produceren Rick Rubin koblet på en remixing af albummet – men øjensynligt var det ikke tilstrækkeligt, hvorfor bandet simpelthen indspillede hele skidtet en gang til!
Om resultatet stod mål med de dobbelte anstrengelser, skal jeg lade være usagt (eftersom jeg af indlysende årsager ikke har hørt de første studieoptagelser), men anden omgang betød ihvertfald en revitalisering af bandets lyd, stil og musik, hvis man ser den i forhold til det forrige album. It’s only rock’n’roll, but we like it!!
Jeg var ret begejstret for Electric, da jeg tilføjede det til den forholdsvis magre samling i 1987 – og genhøret bragte både minder og erindring om, hvorfor jeg var glad for det. Electric er simpelthen lyden af brølende guitarer, stenhårde og træfsikre riffs, velplacerede soli, ihærdig og sikker stemmeføring og glade syng-med omkvæd. Perfekt til en aften med en kasse øl og en flok langhårede venner.
Hovedkræfterne bag udgivelsen (udover navnkundige Rick Rubin, der også stod bag Beastie Boys og Slayer dengang) var guitaristen Billy Duffy og forsanger Ian Astbury. Førstnævnte langer riffs ud, der var som snydt ud af gribebrættet på Angus Youngs AC/DC-guitar og leverer de obligatoriske, men i de fleste tilfælde prisværdigt korte, soli og holder i det hele taget bagdelen oppe på en række sange, der simpelthen er aldeles bedårende rock i en grad, så man (stadig) må overgive sig og bare bliver glad i låget. Ian Astbury holder sig i forgrunden til, hvad han kan; en sveddryppende gang råbe-rock, passioneret og ihærdig, og uden at skrige sig til det hele, som kollegaen i AC/DC, Brian Johnson, ofte forfaldt til.
Jeg er stadig ganske begejstret, omend trætheden godt kan snige sig ind mod slutningen af albummet. Men med numre som “Wild Flower”, “Lil’ Devil” og den stangsjaskede “Love Removal Machine” er man dælme godt hjulpet på vej mod en fabelagtig fest. Så smid i det mindste dem ind på spillelisten, når knytnæverne skal bankes rytmisk mod himlen og luftguitaren smides rundt. Også “Outlaw” kan bruges i en snæver vending, men til gengæld behøver du måske ikke bruge mange minutter på coveret af Steppenwolfs “Born To Be Wild”, der mildes talt synes fejlanbragt på albummet.
NB: The Cult måtte aflyse deres Japan-tur efter udgivelsen af albummet, da de på de foregående koncerter havde smadret udstyr for flere hundrede tusinde kroner. Derefter ville ingen leje instrumenter og udstyr ud til dem, og så måtte de jo rejse hjem. Og dét er sgu’ da så rock’n’roll som det kan blive, hva’ba’?