En homoseksuel irsk mand som forsanger, en farvet englænder som bassist, en all-white angelsaksisk ærkebrite på guitar og keyboards og en jødisk trommeslager. Dertil en god portion (selv-)ironi ved dannelsen af bandet, og så har man en Culture Club i al dens mangefacetterede mangfoldighed.
Anført af den ualmindeligt androgyne forsanger Boy George – som jeg i min meget tidlige ungdom fejlagtigt antog for at være kvinde af fødsel, baseret på et førstehåndsindtryk via en musikvideo – bragede Culture Club gennem lyd- og hitmuren i de tidlige firsere ikke mindst på grund af monsterhittet “Do You Really Want To Hurt Me”, der blev en indternational plage i 1982, og som gjorde Culture Club til superstjerneband i løbet af absolut ingen tid.
Kissing To Be Clever er deres debut-album og på denne plade finder man netop ovennævnte hit; en caraibisk inspireret ballade, komplet med baggrund af olietønder, eller noget der ligner, med nogle svage spor af reaggae, men ellers en standard hjerte-smerte-ballade. Og så alligevel; jeg kan ikke fordrage den sang, og så vidt jeg husker var jeg allerede træt af den efter et par måneders voldtægt af den i radioen, men hvis nu jeg for et øjeblik prøver at holde mine personlige præferencer ude af det og leger lidt tilstræbt objektiv her, så er det vel egentlig et ualmindeligt fermt pop-nummer, de har skruet sammen. Ihvertfald har det jo sådan set holdt meget godt, på linje med adskillige andre pop-hits, som man egentlig havde spået en hurtig død – hvis man iøvrigt måler holdbarhed i antallet af gange, den fortsat spilles i radioen.
Nummeret er med andre ord – med eller uden min billigelse – blevet til en popklassiker, og det kan man jo ikke sige så meget til. At jeg så fortsat ikke er særlig vild med det, kan de glade musikere vel egentlig være ret ligeglade med. Iøvrigt var der endnu et hit på pladen, men det gled lidt hurtigere ud i glemslen: “I’ll Tumble 4 Ya” er en glad, og lidt mere caraibisk inspireret, dansevenlig pop-sag, der i retrospekt ikke er særlig interessant (for mig). Derudover udsendte Culture Club endnu en single i kølvandet på Kissing To Be Clever, hittet “Time (Clock of The Heart)”, men dette var ikke at finde på albummet i den europæiske version. Det var den derimod på dem amerikanske udgave af LP’en, og når jeg nævner det her, er det for også at pointere det bemærkelsesværdige i, at Culture Club dermed blev det første band siden The Beatles, der havde hele tre top 10 hits i USA fra deres debutalbum.
Resten af albummet er umiskendeligt Culture Club, som jeg huskede det – thi jeg har ikke hørt det i rigtig mange år. Faktisk tvivler jeg på, om det overhovedet har været oppe at vende på grammofonen siden midten af firserne, og selv på det tidspunkt ikke ret meget. Det er i bemærkelsesværdigt god stand, så det er ikke slid, der har præget det. Tydeligvis heller ikke hos den forrige ejer, af hvem jeg fik det foræret, og som jeg tog imod, fordi det har jo – ganske som så meget andet i samlingen – kulturhistorisk værdi. Men jeg kommer godt nok ikke til at spille det meget fremover. Beklager.
Så er der alligevel mere gods at hente på næste plade i samlingen. Den er med … tadahhh: Culture Club!