Jeg skal gøre det kort…
Det kunne lige så godt have været et boyband fra halvfemserne eller senere. Fire friske fyre, alle med et vældig nydeligt ydre, og derfor også lige til at smække på en plakat og hænge op på et pigeværelse, hvor hjerterne kunne smelte i takt til de sukkersøde toner fra deres debutalbum Keep your Distance. Der var dog en ting, der skilte Curiosity Killed The Cat fra deres fremtidige fæller udi boyband-genren: disse fire unge mænd spillede selv instrumenter, og var ikke blot designet til lejligheden.
Når det så er sagt, så er det altså ikke kvaliteten i hverken sangskriverkunsten eller udførelsen, der adskiller dem kvalitativt fra øvrige forsøg i genren. Ganske vist drønede de hurtigt ind på 1.-pladsen på den britiske albumhitliste med albummet – og blev der faktisk en hel del uger – men det må altså tilskrives deres umiddelbare appel til de unge kvinder – og muligvis deres mødre. For det er altså noget gedigent møg, der spilles på pladen.
Genren er sukkesød pop med et letvægtsfunky beat og så noget pseudoartsy jazzfunk ind over det hele. Tamt, lamt, overfladisk og melodierne er simpelthen noget bras hele vejen igennem. Vokalen er fad og uden spændvidde – ikke ulig den samtidige konkurrent/kollega Rick Astley – og koblet med lidt horn i både sax og trompetudgaven forsøger bandet at skjule netop det faktum, at musikken og teksterne er ualmindeligt dårlige, bag en fernis af fortænkt musikintellektualisme ved netop at iklæde det lånte fjer fra jazz og funk. Hittene fra pladen hed”Misfit”, “Free” og “Down To Earth”, men når man hører det i dag, er det stort set uforståeligt, at sådanne sager kunne ramme en hitliste.
Nogle har kaldt genren sophisti-pop og kædet det sammen med samtidige bands, som fx Johnny Hates Jazz, Astec Camera og Blow Monkeys. Men uanset hvad man kalder det, så er det simpelthen ikke værdigt til at blive spillet dæmpet i et supermarked eller en elevator. Faktisk er der noget påfaldende i, at noget af det sidste Andy Warhol producerede var en musikvideo med Curiosity Killed The Cat. Dét er sgu’ indbegrebet af 15 minutters berømmelse. Så for lige at samle op: jeg modtager gerne en erkendtlighed for at have hørt det fra ende til anden for dig, så du ikke behøver at ulejlige dig med det. Og ja; det var da så lidt…
Nå, men hermed har vi nået endnu en milepæl i projektet. Vi er nemlig færdige med C-sektionen i pladereolen nu og kan kaste os over D. Og dét bliver spændende, for mon ikke der gemmer sig både klassikere og katastrofer der også?