Det er faktisk lidt af en tilsnigelse, når jeg starter genlytningen af mine Miles Davis plader med denne fine, lille sag. Ganske vist indeholder titlen det årstal, som indspilningerne er foretaget i, men ret beset så er albummet en compilation, der først blev udgivet i 1986, og det burde således være det sidste, jeg hørte. Men lad det nu ligge et øjeblik, for jeg tror faktisk, at det i dette tilfælde giver bedst mening at starte med 1950’erne og så ellers tage udviklingen fremadrettet.
Der findes forholdsvis få jazz-musikere, der er household names for et publikum, der ikke normalt beskæftiger sig med jazz. John Coltrane kunne være et eksempel (men det er absolut ikke sikkert), Dizzy Gillespie et andet og fra vore egne breddegrader ville navne som Niels Lan Doky og Niels-Henning Ørsted Pedersen måske vække genkendelse. Miles Davis er så afgjort også et af disse.
Davis var endnu ikke fyldt tyve, da han begyndte at spille professionelt, blandt andet sammen med Charlie ‘The Bird’ Parker. Op gennem sidste halvdel af 1940’erne spillede han således på livet løs sammen med etablerede navne som ovennævnte Parker, Gil Evans og Dave Brubeck, primært indenfor den genre, der benævntes cool jazz. Pladeindspilningerne var talrige og det samme var koncerterne, og derfor skulle man måske tro, at alt kørte på skinner for den ekstremt talentfulde trompetist.
Men ak; højt at flyve, dybt at falde, og starten af 1950’erne var for Davis primært præget af en voldsom heroinafhængighed, som han først kom ud af i 1954-’55. 1954 – The Masterpieces er fra denne periode, hvor Davis er – eller er på vej – ude af sit misbrug, og albummet samler indspilninger op, som i første udgave udkom på hhv. et par 10″ EP-plader og efterfølgende to albums, Bag’s Groove og Walkin’.
Pladen er umiskendeligt daviesk. Her er horn, så det basker, og der er et smukt touch af denne hans hard-bop-periode over fx nogle af standarne, som Gerschwins “But Not For Me” og “The Man I Love”. Det er lidt mere up-tempo end det er tilbagelænet cool og be-boppet, og der er en snært af noget traditionel blues over en del af de øvrige numre. De øvrige musikere på pladen tæller navne som Sonny Rollins, Kenny Clarke og Theolonious Monk, så det er sandeligen heller ikke de rene amatører, der omgiver ham – og det kan høres.
Et par af numrene er blevet jazz-standarder (“Oleo” og “Airegin” fx), og alt i alt, så er det en dejlig plade til en mørk efterårsaften. Ikke så meget udenomssnak, bare en flok rigtig gode musikere, der spiller noget livlig jazz, uden at det går over i dixie-standarder. Perfekt til de gode stunder, som et reklameslogan engang lød. Jeg skal ikke prætendere at vide meget om hverken genren i almindelighed eller Miles Davis i særdeleshed (det meste af ovenstående er tyvstjålet fra kilder på internettet), men bortset fra netop “Oleo” (hvor der er en drøn-irriterende ridse i min plade, der får skidtet til at gå i hak) og måske den lidt for insisterende “Blue’N’Boogie”, der lukker side 1, så er det en plade jeg sagtens kan høre mere end en gang. og det vil jeg da gerne indrømme, at jeg har gjort.
Jeg kan faktisk også anbefale den, både til kendere og til helt almindelige musikelskere, så det er hermed gjort.