Det ville være fristende at kaste om sig med begreber som post-bop, fusion og meget andet godt, når man skal beskrive Miles Davis’ Filles de Kilimanjaro. Hvis jeg gjorde det, ville jeg oven i købet sikkert befinde mig i rimeligt smult vande i forhold til de af mine læsere, der – i modsætning til denne skribent – rent faktisk ved, hvad de taler om, når det kommer til Miles Davis. For lad det være sagt uden omsvøb og med hudløs ærlighed; det gør jeg ikke!
Som det måske måtte være fremgået af mine tidligere forsøg udi at beskrive mine jazz-plader, så er det en genre, som jeg i efterhånden en del år har været ret nysgerrig på, men som jeg aldrig har lært at trænge ned i. Jeg er givetvis en plebejer, opvokset som en proletar, der kun kan forstå de forholdsvis simple pop- og rockstrukturer i moderne musik, mens både nyere jazz og nyere klassiske kompositioner forbliver lukket land for mig. Det er jeg oprigtigt ærgerlig over, for jeg er overbevist om, at en hel ny verden ville åbne sig for mig, hvis jeg blev introduceret til området af en kyndig og engageret vejleder, og at min verden derved ville blive voldsomt beriget.
Når det nu ikke har været tilfældet, kan jeg jo kun forholde mig til det, jeg hører og oplever, når jeg fx sætter Filles de Kilimanjaro på pladespilleren. Også denne plade har jeg hørt en del gange, inden jeg nu forsøger at skrive om den – men det har været på tidspunkter, hvor husstandens øvrige beboere ikke har været til stede. Det skyldes primært, at livsledsageren ikke holder af pladen, og faktisk nok mener, at den er nærmest stress-fremkaldende. Det kan jeg godt forstå. Albummet indeholder ganske vist kun fem skæringer, men de er alle præget af, hvad man kunne kalde kontrolleret musikalsk kaos, og dele af det lyder både rytmisk frustrerende og disharmonisk, ihvertfald for et aldeles utrænet øre som mit.
Det er ikke ensbetydende med, at det er en dårlig plade. Jeg kan sagtens høre, at den på sine egne præmisser både er nyskabende i forhold til den Miles Davis, der skrev arrangerede og indspillede Kind of Blue, og bag alle improvisationerne og de frit flyvende synkoperede trommer kan jeg også godt høre, at der er melodiske strukturer og temaer, der nysgerrigt bliver afsøgt og udfordret af et hold (igen) fremragende musikere. På den led er alt godt – og så alligevel. Jeg bliver nok bare aldrig den store fan af præ-fusions- eller post-bebop-jazzmusik. Dertil er det alligevel for larmende og skingert, ihvertfald i visse passager. Men jeg kan fx sagtens holde ud at høre på titelskæringen, der er et fremragende nummer.
Albummet betegnes af mere kyndige folk end jeg som et transitionsværk fra Miles Davis, tids- og udviklingsmæssigt placeret mellem de primært akustiske orkesterudfoldelser fra den første, store Davis-kvintet med bl.a. Bill Evans og John Coltrane og de senere, mere elektrisk orienterede fusionsplader, som fx. Bitches Brew. De elektriske spor kan på Filles de Kilimanjaro høres via Herbie Hancocks og Chick Coreas elektriske klaverer og el-bassen fra Ron Carter. Men det er ikke det, der har sat sine tydeligste spor hos mig. Det er i stedet de mere støjende og let uroskabende kompositioner, der ligger forholdsvis langt fra Kind of Blues.
Nå, at jeg ikke kan værdsætte og forstå en given plade, skal da ikke afholde Dem fra at høre den, så kast Dem endelig over den. Og når ret skal være ret, så blev mit indtryk af albummet absolut heller ikke bedre af, at der var hele to ridser på mit eksemplar af pladen, praktisk nok anbragt på hver deres side, således at det totalt ødelagde lytteoplevelsen på ca 1/5 af musikken. Jeg elsker vinyler, men i sådanne tilfælde opdager man faktisk også fordelene ved digital afspilning.