Det var tydeligvis ikke fordi Mark Knopfler ville følge med de mest hypede musikalske strømninger, da han i 1978 dannede bandet Dire Straits bl.a. sammen med sin bror, David Knopfler. Hvor discomusikken på den ene side, punkrocken og alle dens afledte forgreninger på den anden side og hårdrock sammen med en gryende interesse for fx elektronisk musik dominerede hitlisterne og var anmeldernes yndlinge, så udgav Dire Straits en plade, der vel bedst kan beskrives som moderne produceret folkrock med et stænk af blues og jazz.
Det kunne jo kalde på latterliggørelse og en hurtig afslutning på dét eventyr, men i stedet blev det startskuddet til en karriere, der inkluderede 100 mio. solgte albums, satte nye standarder for stadionkoncerter og afstedkom horder af worldwide fans. Nok ikke lige det, som den gode, arbejds- og pengeløse Knopfler havde forestillet sig, da de dannede bandet og navngav det efter deres daværende situation (Dire straits betyder trange kår, red.).
Dire Straits var debutalbummet, og efter lidt indledende vanskeligheder strøg det – og singlen “Sultans of Swing” – ret hurtigt op på diverse hitlister, hvor sidstnævnte peakede som nr. 4 på den amerikanske og 8 på den engelske singlehitliste. And the rest is history, sommansir….
Ved genhøret med den plade, der mildest talt ikke er blevet skamredet de sidste 25-30 år, blev jeg faktisk en lille smule overrasket. Måske ikke så meget over den ualmindeligt genkendelige Dire Straits-lyd og Knopflers karakteristiske guitar, men det slog mig, at albummet var langt mere blød blues-orienteret end jeg huskede det, hvad der bla. kan høres på A-sidens “Setting Me Up” og “Southbound Again”. Sidstnævnte lyder faktisk som noget, der kunne have været tyvstjålet fra J.J. Cale og kørt igennem en Clapton-fortolkning. Og selv om jeg ikke er specielt vild med hverken “Down To The Waterline” eller “Sultans Of Swing” – singlerne fra albummet – så må jeg jo nok krybe til korset og erkende, at det altså ikke er dårligt håndværk, det her.
Firkantet sagt; hvis du aldrig i hele dit liv har hørt Dire Straits, hvad der i øvrigt ville undre mig, så vil du få et dækkende indtryk, hvis du hører denne plade. Knopflers tilbagelænede og forfinede guitarspil dominerer lydbilledet sammen med hans ikke særligt store vokal. Men det virker på egne præmisser, og eftersom det jo i bund og grund også swinger okay (indrømmede skribenten modstræbende), så er der jo ikke så meget at sige til, at det ramte rent ind hos store grupper af fans.