Man kan sikkert beskylde Mark Knopfler og Dire Straits for mangt og meget, men de lefler godt nok ikke for det brede, hitlisteorienterede publikum på deres fjerde album, Love Over Gold. Albummet åbner således med en ikke specielt dansevenlig, over 14 minutter lang, og forholdsvis kompleks sag ved navn “Telegraph Road”, og resten af albummet følger trop i en demonstration af musikalske ambitioner snarere end en salgs- og hitorienteret tilgang.
Der var med andre ikke noget med at smede, mens jernet var varmt for gruppen, ihvertfald ikke hvad angik at følge op på mega-succesen Making Movies. I stedet virker det som om netop de store salgstal har været frisættende for dem, i den forstand, at der nu var mulighed for at afsøge musikalske områder uden at emsige pladeselskabschefer åndede dem tungt i nakken for at tvinge det næste radiohit ud af dem.
Når det så er sagt, så er Love Over Gold ikke det album, der har opholdt sig flest gange på min grammofonpladespiller. Jeg har ikke, sådan i al almindelighed, et specielt nært forhold til Dire Straits, og det er ikke hver dag, at min tålmodighed er stor nok til at jeg kan holde al guitarlefleriet og de storladne kompositioner på albummet ud. Men ret skal være ret; ved genhøret er det, også på denne plade, først og fremmest tydeligt, at håndværket holder hele vejen. Det er ikke bare kompetente musikere, de er fremragende, og produktionen er i top hele vejen, selvom der måske nok sniger sig lidt 1980’erdynamik ind i den engang imellem. Også kompositionerne og teksterne er glimrende, først og fremmest på side 1, og selv om jeg godt kan høre, at førnævnte “Telegraph Road” er både flot og medrivende, så er det især den lille, let skizofrene sag, der afslutter side 1: “Private Investigations” jeg er glad for.
Den indleder med en hviskende Mark Knopfler på en bund af et synthesizer-loop (efter et præludium af spansk guitar) der som metaforisk privat-detektiv opsummerer det moderne liv: “And what have you got at the end of the day? / what have you got to take away / a bottle of whisky and a new set of lies / blinds on the wimdow ande a pain behind the eyes.” Og anden halvdel introduceres af en tung, insisterende bas, inden sangen fuldstændig skifter karakter i det afsluttende instrumentale crescendo. Dét er fandeme flot udført – og rammer vel egentlig tonen på hele albummet meget godt; på den ene side de lange, stilfærdige og komplekse klangflader og på den anden side den mere rene rock, fx i “Industrial Disease”.
Love Over Gold bliver aldrig min favoritplade, men jeg er glad for at eje den, for om ikke andet, så demonstrerer den til fulde, hvad man kan opnå som musiker og band, når man forsøger at ændre musikalsk kurs – og ikke lader sig begrænse af publikums smag. Men det er jo så også nemt nok at sige, når det efterfølgende viser sig, at den alligevel holder til adskillige gang platinsalg.