Minsandten om der ikke gemte sig endnu en Donovan-plade i samlingen. Det er der en god grund til, for den har jeg nemlig fået gratis med engang jeg købte en stak plader på et loppemarked, så det er jo godt nok.
Det er sikkert en rigtig fin plade, for dem, der kan lide Donovan. Jeg er ikke en overbevist fan – og det bliver jeg nok heller ikke lige foreløbig. Til gengæld er det en live-plade, optaget ved en koncert i USA i 1967, og det er med fuldt band på scenen. Derfor er hele pladen heller ikke blot en solo-opvisning i fingerspil på guitaren, og det er faktisk meget godt.
Et af de numre, jeg rent faktisk kunne huske fra Donovans karriere, er et hit han havde i 1967, og som jeg mindes at have hørt adskillige gange; “Mellow Yellow”. Faktisk er der en lidt sjov historie til dén sang; den blev spillet en del i min barndom i Statsradiofonien, men uden at man blev klogere på teksten – og det var nok meget godt for DRs omdømme på dét tidspunkt.
Der blev nemlig spekuleret i, at den handlede om at ryge tørret bananskræl(!), som på det tidspunkt – ifølge en myte, angiveligt startet af ‘Country’ Joe MacDonald – skulle give en hallucinatorisk effekt. Det var dog ikke sandt; hverken rygtet om virkningen eller rygtet om, at sangen handlede om det. Derimod handlede den om en helt anden form for stimulerende effekt, idet sangens ‘electrical banana’ referede til vibratoer.
Den lader vi lige stå et øjeblik, og så kan vi ellers konstatere, at det er en fin sang, og at den eneste anden, artige overraskelse på pladen er nummeret “Preachin’ love”, der i denne liveudgave er et fyrigt festfyrværkeri af improviseret jazz af et orkester, der viser sig ualmindelig ferm til at håndtere noget sådant.