Som det var tilfældet for mange af de samtidige bands i 1960’erne var The Doors voldsomt produktive. Denne, deres tredje, plade udkom således blot 1½ år efter deres debutalbum, og mellem disse lå ikke blot en indspilning af deres andet album, Strange Days, men også en omfattende turnévirksomhed, der bl.a. medførte ‘the New Haven-insident’, hvor Jim Morrison første gang blev arresteret under en koncert.
Deres første to albums havde nydt godt af Morrisons omfattende notesbog med digte, der kunne omsættes til sang, som han havde skrevet allerede før de dannede bandet, men ved indspilningen af Waiting For The Sun var denne næsten tømt, og der var kun fragmenter af tekster tilbage i bogen. Det gjorde indspilningerne og sangskrivningen besværlig – og det sænkede kvaliteten af sangene hørbart.
Det var køberne dog ligeglade med, og selvom albummet ikke levede op til kritikernes forventninger – og selv om det i dag kun er sporadisk, at jeg gider høre det, da det faktisk er væsentligt ringere end deres øvrige albums – så strøg det, som det eneste af deres albums, helt til tops på albumhitlisten i USA.
Ret skal være ret; der er rigtigt gode numre på pladen, også selvom titelsangen ikke er medtaget. Den dukkede først op på Morrison Hotel. Men i dens fravær kan man jo lytte til det største hit fra albummet, “Hello, I Love You”, også selvom det i mine ører ligger foruroligende tæt på et tyveri af Kinks’ “All Day And All Of The Night”. Men det swinger, gør det, og “The Unknown Soldier” og “Love Street” er afgjort også gode, holdbare numre. Side 2 åbner med den flamencoinspirerede og let syrede “Spanish Caravan”, og den holder jeg en hel del af. Måske på trods, hvem ved?
Waiting For The Sun er som det måske fremgår ikke det Doors-album jeg holder mest af. Men det hører med, når man skal igennem pladerne på reolen, og hvis det er den dårligste plade, De har stående i Deres samling, så er De alt andet lige ret godt hjulpet