Nick Drake var – som Jim Morrison eller, måske mere sammenligneligt, Tim Buckley – en af de mange tragiske skikkelser i moderne musik. I modsætning til Jim Morrison fulgte Drakes død dog efter en karriere, der ikke bød på nogen stor succes; ingen af hans tre albums solgte ret meget i samtiden, og det var vel først næsten 20 år efter sin død, at Nick Drake fik den opmærksomhed – og den anerkendelse – hans musik berettigede til.
Pink Moon er hans sidste album. I modsætning til det forrige, Bryter Layter, der var anderledes rigt orkestreret, består albummet udelukkende af Nick Drakes vokal og guitar – bortset fra på titelnummeret, hvor et piano smukt overdubber på den sidste halvdel af sangen med et simpelt tema. Musikalsk er det derfor aldeles nedbarberet, hvis man tæller instrumentering, men til gengæld er Drakes guitarspil så smukt, komplekst og med en vidunderlig blanding af åbne ‘strumming’-akkorder og delikat fingerspil, at det sagtens kan gøre det ud for et helt orkester. Når man hører albummet, er det således ikke fraværet af instrumenter, der falder lytteren i ørerne, men derimod accentueringen af Drakes bløde vokal i det rigelige akkompagnement af guitaren.
Det ville næsten have været ubærligt at lytte til teksternes ildevarslende temaer (død, bortgang og almindeligt fravær), hvis musikken havde spejlet dette, men melodierne er alle luftige og lette, og pudsigt nok fjerner de – ihvertfald for undertegnede – den stemning af undergang og katastrofer, der hele tiden lurer i teksterne: “Saw it written and saw it say / Pink moon is on it’s way / and no one of you stand so tall / Pink moon gonna get you all”.
Det er et kort album, der kun spiller i mindre end en halv time. Men det er en fremragende plade. I forhold til en anden samtidig musiker og sanger, der også primært benyttede sig af guitar og vokal – Donovan – som jeg mildest talt ikke var begejstret for, så er Nick Drakes sange vedkommende, smukke og stemningsfyldte, også mere end 40 år efter udgivelsen. Det giver ikke megen mening at fremhæve det ene nummer for det andet på pladen, men titelnummeret, “Horn” og den ultrakorte “Harvest Breed” illustrerer fint hele albummets spænd mellem melodiøs skønhed og dystre tekster.
I modsætning til de øvrige numre på albummet – og måske især netop “Harvest Breeds” accept af snarlig død – lukker Drake albummet med “In the Morning”, der er en smuk, lys og luftig hyldest til livet, der ganske atypisk oven i købet er holdt i let up-tempo; “So look see the days / The endless coloured ways / And go play the game you learnt / In the morning”.
Alt i alt; på trods af Nick Drakes begyndende psykoser – vist nok forårsaget et voldsomt hash-misbrug – er Pink Moon et af mine yndlingsalbums i dén genre. Det er næsten umuligt at forblive uberørt, hvis pladen lægges på og ledsages af brændeovn, kaffe/rødvin, stilhed i resten af huset og en generel stilfærdig kontemplation over livet i al almindelighed. Hvis De derfor ikke allerede har hørt Nick Drake, så burde De begynde, hvis De har samme hang til den type fritidsaktiviteter. Det er time well spend.