Nogle gange kan man som musikelsker og pladesamler være heldig og falde over en plade, som man ikke vidste eksisterede – og som man iøvrigt heller ikke vidste, at man lige stod og manglede. En sådan plade er Time Has Told Me med Nicholas Rodney Drake, bedre kendt under kunstnernavnet Nick Drake.
Jeg købte den (lidt halvdyrt) ved et besøg hos min foretrukne, lokale pladepusher (jeg vil ikke misbruge min blogger-magt til at reklamere, men den hedder Moby Disc og er centralt placeret i Odense), hvor jeg som så ofte brugte en frokostpause på at bladre gennem de nyanskaffede vinyler. Stor var min overraskelse, da jeg fandt en plade med Nick Drake, som jeg ikke ejede (de andre var hjemme på hhv. CD og vinyl), så den skyndte jeg mig naturligvis at købe, ud fra rationalet; ‘Så ejer jeg også den’.
Albummet er ikke mindre end en tredobbelt LP, så det er meget Nick Drake, man får for pengene. Og så alligevel ikke. For pladens raison d’etre er ikke at udgive nye, smukke og velproducerede Nick Drake-sange, men derimod at vise Nick Drake i en skabelsesproces og demonstration af hans kunnen, før, under og efter de tre officielle studiealbum. Det ville ihvertfald være den smukke udlægning af, hvorfor albummet overhovedet er blevet udgivet. Den knap så kønne – og måske let kapitalkritiske – udlægning er, at der i kølvandet på Drakes sene succes blandt hipstere og almindelige musikinteresserede, kunne spindes lidt ekstra guld for et pladeselskab ved at udgive en række hidtil uudgivne skitser og forsøg fra en ung mand, der øver sig på sin guitar.
Uanset hvilken af udlægningerne, man måtte hælde til, så består pladen af en række numre, som Drake spiller og synger, enten i et studie eller foran en hjemmebåndoptager, uden at det efterfølgende er blevet produceret eller finpudset eller på anden vis forsøgt forbedret. Det har resulteret i, at lyden er rædselsfuld og ofte overstyret, og at man derfor konstant rejser sig fra sin plads for at tjekke, om der er støv på nålen. Det lyder aldeles forfærdeligt, og man skal være ret god til at ignorere al den knitrende knasen og al den dumpe lyd for at få glæde ud af numrene.
Som det fremgår, er albummet derfor primært beregnet til brug for musikarkæologer, Drake-afficionados og feinschmeckere (iøvrigt ikke uligt min live-plade med The Beatles fra Hamburg.) Og eftersom jeg ikke er nogle af delene, så er det jo skønne, spildte ord på Balle-Lars, som min mormor plejede at sige. Jeg vil dog skynde mig at medgive, at man da sagtens kan høre, at vi har med en blændende folkguitarist og -sanger at gøre, hvad der bl.a. er let hørbart på især den første plade, der indeholder en lang række standards – primært i folkbluesgenren – og et par numre af bl.a. Bob Dylan. Af sidstnævnte er jeg faktisk let imponeret af Drakes udgave af “Don’t Think Twice, It’s Alright”.
Men ellers er det ikke en plade, jeg gider høre ret tit. Den er lidt for underproduceret og det lugter lidt for kraftigt af, at nu skulle der tjenes lidt hurtige håndører. Så jeg vil lade den stå i reolen, og så ellers overlade dissektionen til folk, der har mere forstand på den slags.