Før internettet og den konstante tilstedeværelse af information, skulle man anskaffe sig tidsskrifter og/eller aviser, hvis man ville forsøge at følge lidt med. Hvis det handlede om kultur, så var to af mine favoritter blandt tidsskrifter hhv. MM, der var det absolut førende tidsskrift indenfor musik frem til 1989, og Levende Billeder, der håndterede film (og lidt musik mm.) frem til midten af 1990’erne.
Det var begavede og indsigtsfulde skribenter, der fyldte spalterne i disse, og en dag kunne jag i et af bladene – men jeg kan for min død ikke komme i tanke om hvilket af dem – læse en gevaldig bredside fyret af mod Duran Duran. Den indeholdt bl.a. den korte, fyndige og mindeværdige karakteristik af bandet som “de fem talentløse Birmingham-drenge”.
Nu kunne ingen af tidsskrifterne helt sige sig fra for en vis kulturel snobberi, så naturligvis skulle man ikke falde på halen for en tilfældig, engelsk popgruppe med en stor fanskare – der for en stor del bestod af unge piger – men jeg synes måske nok, at beskrivelsen ikke er helt rimelig.
Duran Duran blev stiftet i 1978, i 1982 udgav de deres første album, og kort efter red de på en bølge af MTV-drevet popularitet, der ikke mindst skyldtes deres professionelle og forholdsvis fremsynede brug af musikvideoer – og så muligvis det faktum, at bandmedlemmerne var aldeles nydelige at se på, og altid iklædt det smarteste nye tøj og flotteste frisure. Men altså; de havde alt andet lige spillet på klubber i Birmingham og omegn i næsten fire år inden det første album udkom, og selvom det måske ikke var groundbreaking, hvad de udkom med, så vil jeg vove den påstand, at de rent musikalsk var væsentligt bedre rustet end nutidens X-faktor og YouTube døgnfluer.
Det kan man faktisk også høre på Arena, der er et live-album, optaget på deres world-tour i 1983. Her spiller og synger de lystigt og lydefrit deres egne sange, og det er så fint, som det kan være. Albummet er spækket med de hits, der gjorde dem store i indledningen af 1980’erne så som “Hungry Like The Wolf” og “Save A Prayer”, og der er faktisk også blevet plads til et nyt studienummer, kæmpehittet “The Wild Boys”.
Det er en smagssag, om man kan lide Duran Duran. Personligt er jeg ikke kæmpefan, men der er altså et ret fedt drive over den synthesizer- og guitarinficerede pop på pladen. Det er god, fornuftig og tempofyldt popmusik, som oven i købet havde den store fordel, at man både kunne danse til det og synge med på stadionkoncerterne. Og når man tilbragte en vis del af sine formative år i firserne, så er Duran Duran aldeles uomgængelige. Måske har Simon Le Bon ikke verdens mest spændende vokal, men han udnytter det, han har, til fulde, og det samme kan siges om Taylor-drengene og Nick Rhodes, der bakker ham flot op. Endelig skal man jo som alders- og erfaringsberiget musikelsker jo slet ikke kimse af genkendelsens glæde, når man sætter pladen på.
Hvis man vil høre, hvad start-firserne lød som, når musikken kom fra England og ikke helt var over i New Romantics-genren, så er Duran Duran et glimrende sted at starte. Eneste ulempe med Arena er, at mit eksemplar er skæmmet af en gevaldig ridse i det afsluttende nummer “Careless Memories”. men det er jo også en del af charmen ved at eje plader.