I betragtning af, hvor ofte jeg i hverdagen hører Bob Dylan, kan det virke lidt overraskende, at jeg har mere end en eller to plader med ham. Men det har jeg altså, og det skyldes efter al sandsynlighed et helt almindeligt samler-gen kombineret med, at jeg jo godt er klar over, at vi her har at gøre med en af de virkeligt store. Så de er blevet indkøbt, når der har været lejlighed til det, men de er ikke blevet spillet med samme flid som fx mine Led Zeppelin- eller David Bowie-albums.
Det er lidt af en udfordring, når det kommer til at skulle skrive om pladerne. Først og fremmest fordi jeg ikke har hørt dem ret meget – og så fordi min trivi-viden om Dylan ikke er ret stor. Jeg kender en række af hans store sange, og jeg holder rigtig meget af nogle af de knap så kendte, men jeg kan ikke påstå, at jeg er kender – eller for den sags skyld fan. Det er ærgerligt, hvis De, kære læser, er nået hertil i den forventning, at nu skulle der skrives lange, lærde hagiografier om musikeren, mesteren og mystikeren Bob Dylan, komplet med hidtil ukendte oplysninger og nyfunden viden, thi en sådan besidder jeg ikke. I stedet kan De forlyste Dem med et par betragtninger og bemærkninger, som stort set er nedskrevet i realtid, dvs. mens pladen spinner lystigt på grammofonen.
John Wesley Harding er, hvad jeg vil betegne som ‘vintage-Dylan’. Masser af guitar og harmonika, backet op af et solidt, men forholdsvist anonymt, band, og så med sange, der i bedste blues-, coyntry- og folk-stil demonstrerer en musiker og lyriker, der er glad for ord – og som sagtens kan skrive en god melodi. Og så er det – i lighed med mange øvrige Dylan-albums – spækket med tekstlige gåder, referencer og stort set uafkodelige vers, som jeg forestiller mig giver bedst mening, hvis man er 1) højt estimeret kulturforsker med hang til americana, Biblen og generel symboltydning eller 2) grundigt påvirket, helst af røgvarer eller euforiserende naturprodukter iøvrigt.
Men det er faktisk ganske hyggeligt at høre på. Man skal nok bare ikke, som jeg desværre kan forfalde til, kaste sig alt for voldsomt over afkodningen af teksten. Hvis De nu på trods af dette velmente råd alligevel skulle have hang dertil, så vil jeg anbefale at starte med ‘The Ballad of Frankie Lee and Judas Priest’. Den kan vist være ret spændende at forsøge at få mening ud af, men det er noget med et møde mellem to mænd, en fristelse i form af en rulle 10-dollar-sedler og så ellers en hel del Bibel-referencer. Eller også er det noget helt andet; døm selv.
Selv om Bibel-referencerne er til at tage og føle på her, så bliver de vist nok endnu mere tydelige i stor- og slagnummeret fra pladen: ‘All Along The Watchtower’. Dét er en god sang; ikke blot i Dylans udgave, men så sandelig også i Jimi Hendrix’. Faktisk er den så god, at den er hele pladen værd i min optik – og det var iøvrigt også grunden til, at jeg købte den på en plademesse for snart mange år siden (ganske billigt, iøvrigt, hvis jeg husker ret.) Hendrix er iøvrigt ikke den eneste, der har hittet med det nummer; også U2 lavede et cover af den på Rattle and Hum, men den er til gengæld lige hysterisk og overstyret nok til, at den er værd at tage med i denne omgang.
Lang historie kort: John Wesley Harding er et glimrende Dylan-album …. hvis man er til Dylan. Så hvis det er en præference, De ønsker at følge til dørs, og De endnu ikke har anskaffet Dem albummet, så er det ihvertfald en grund til at gøre det snart.
PS: albummet lukker med den kække, lille sag ‘I’ll Be Your Baby Tonight’. At den er noget mere pop-orienteret bliver tydeligt, når man har hørt en af de talrige coverudgaver med enten Lee Hazelwood, Emmylou Harris, The Hollies, Norah Jones eller UB40 feat. Robert Palmer(!) der fik et gigant-hit med den i slutningen af firserne, så vidt jeg husker. Så det skal med, når man skriver hyldesttalen til Dylan; han kunne også smække et pop-hit sammen, hvis det var det, han havde lyst til.