Allerede før Slow Train Coming ramte pladebutikkerne i sommeren 1979, havde Bob Dylan erklæret sig som genfødt kristen. Efter en periode hvor han efter eget udsagn, menneskeligt og kunstnerisk, havde følt sig forladt på mange niveauer, fik han en oplevelse, hvor han – i fysisk forstand – havde haft et møde med Jesus, og det gav tydeligvis mening for ham. Det gjorde det ikke nødvendigvis for de mange die hard-fans, der følte sig svigtet af den stemme, de havde haft så stor tiltro til gennem årene. Som udgangspunkt var de derfor aldeles skeptiske overfor denne nye Dylan – og overfor pladen.
Det var der dog mildest talt ingen grund til. Det er muligt, og hørbart, at alle sangene på Slow Train Coming er evangeliske og forkyndende bekendelser, men de er alle af en karakter og ikke mindst kvalitet, der burde få alle skeptikere til at stoppe en sok i munden, læne sig tilbage og høre pladen på repeat mindst 20 gange. Faktisk har jeg det sådan med Slow Train Coming, at det er den bedste plade med Bob Dylan, jeg har hørt i denne omgang – i skarp konkurrence med Nashville Skyline i øvrigt – og det er ikke udelukkende Bob Dylans fortjeneste.
Ganske som på netop Nashville Skyline havde Dylan forladt residensen (ikke længere New York men derimod Californien) og havde ikke blot samlet sig et band af fremragende musikere, hvoriblandt Mark Knopfler og Pick Withers fra Dire Straits befandt sig, han havde også allieret sig med produceren Jerry Wexler, der tidligere havde produceret guld for Aretha Franklin, Dusty Springfield m.fl. i det sagnomspunde Muscle Shoals studie – hvorfra han iøvrigt også rekrutterede The Memphis Horns blæsersektion til albummet. Det borger jo allerede dér for en vis kvalitet – og for en soulfyldt, fed lyd og lidt generel gang-i-den.
Og dét fik man. Jeg stiller mig mig gerne op foran enhver Dylan-fan, der vil mene, at den nyligt genvakte Bob var blevet blodløs og ligegyldig og vugger med røven, mens jeg skråler “Shine your light, shine your light on me” fra ‘Precious Angel’ eller giver ham et bjørnekram, mens vi funk-soulet sidestepper og henført hvisker “Well it might be the devil, or it may be the Lord / But you’re gonna have to serve somebody” fra ‘You Gotta Serve Somebody’ – albummets fedeste, mest sumpede soulskæring. For hold da helt mauls, hvor er det groovy, fedt osv….
Jeg har ikke nærlyttet teksterne, der efter sigende alle netop er oplyste, kristne tekster, men altså; det generer mig ikke. Der findes mere end et par håndfulde af Dylans sange, også forud for dette album, der kredser om bibelske temaer, om forholdet mellem godt og ondt, om tro og om valgets eksistentielle nødvendighed – for nu at blive lidt højtravende. Men det gør jo på ingen måde musikken dårligere! Og på netop Slow Trian Coming kan man jo næsten drukne budskaberne – hvis man har lyst til det – i den rene vellyd, der strømmer ud af højttalerne.
Og hvis man så iøvrigt har lyst til det, kan man jo sagtens dykke ned i tekstuniverset og finde en bidsk og barsk kritik af USA anno 1979, der samtidig demonstrerer Dylans evige kærlighed til americana i titelnummeret. Eller muntre dig med linjer som “I got a God-fearing woman / One I can easily afford / She can do the Georgia crawl / She can walk in the spirit of the Lord” på ‘Gonna Change My Way of Thinking’; et nummer som Rolling Stones kunne have skrevet – men ikke skrevet og udført lige så godt.
Men jeg vil lade andre om at dissekere og symbolfortolke og forholde sig til mandens genfødsel. I stedet spiller jeg det med volumen på ‘ret højt’ for resten af familien mens jeg vader rundt og slowcruiser en eller anden afart af rytmiske bevægelser, der minder lidt om dans, og mumler netop den slags linjer. Så konklusionen er; det er sørme en god plade. Bedre end de fleste, faktisk, og lidt bedre end mange andre Dylan-plader. Det klæder ham, musikken og teksterne, at han har overladt produktionen til en mand, der kan finde ud af det, og dermed fået kælet for detaljerne. Det klæder albummet, at det er sovset ind i den fede lyd af Knopflers guitar, backing-sangere, der ved, hvornår de skal falde ind, orgel – og så de dér soulede Horns fra Memphis.
Jeg er muligvis for ung til at have et fornuftigt forhold til Bob Dylan – og måske er det derfor, at jeg sådan falder på halen over albummet. Men alt andet lige; det skræmte heller ikke andre i familien ud af stuen, så noget må han have gjort rigtigt.