Undervejs i denne langstrakte søgen efter fylde og indhold i mit liv, som gennemlytningen af pladerne jo dybest set er, har der været tidspunkter, hvor jeg har tænkt; ‘Nej, dén springer jeg altså over. den er simpelthen for ringe, for uinteressant eller simpelthen bare elendig hele vejen igennem’. At jeg ikke har trukket i denne nødbremse endnu må tilskrives enten stamina langt ud over, hvad man med rimelighed kan forvente af en mand i sin næstbedste alder – eller ren og skær dumhed og idioti.
Det kan være, hvad det vil, når det drejer sig om en enkelt plade eller til nød to af slagsen. men når jeg nu har bevæget mig ind i E-sektionen af pladereolen, så er det, at tvivlen melder sig; hvad filan skulle jeg dog i virkeligheden på denne galej? Når nu man kan se plader af tvivlsom karakter (to say the least) tårne sig op, og man bare ønsker, at man kunne springe direkte til F og høre Father John Misty, Flaming Lips og Marianne Faithfull, er der så i virkeligheden nogen grund til at blive hængende ved E – og Elton John? Og hvorfor i alverden har jeg dog mere end en plade med ham?
Nå, sådan er verden – og min pladesamling – nu engang skruet sammen. og det er her, at mænd viser sig som mænd, bider tænderne sammen og kæmper sig igennem skidtet! Ergo; op på pladespilleren med svineriet, skru volumen op på lige præcist hørbart og brug så et par dage på at kæmpe dig igennem hele møllen, mens man tænker på Gud, konge og fædreland – eller hvad man nu tænker på.
Det er hermed gjort, ihvertfald for en af pladernes vedkommende. Don’t Shoot Me I’m Only The Piano Player er et album, som Elton John – eller Sir Reginald Kenneth Dwight – skruede sammen i selskab med sin faste sangskriver-buddy, Bernie Taupin, i 1973. Det indeholder to af årets største hits; balladen “Daniel” (om storebroderen, der af uvisse årsager flyver væk fra lillebroderen) og den semi-corny “Crocodile Rock”, der mimer en solid gang 50’er-rock. Og så er der lidt storladent schwung over “Have Mercy On The Criminal”
Albummet var særdeles succesfuldt og tømrede den allerede solidt vundne berømmelse for Elton-drengen fast, og det er jeg overbevist om, at han var glad for. Personligt er jeg ikke så vild med det. Hurtigt hørt, hurtigt glemt, men det er da – måtte han nødtvungent indrømme – ganske tydeligt, at Sir Reginald er ganske ferm til at skrue melodier sammen, og til at udføre dem. At jeg så muligvis ikke kommer til at høre pladen flere gange i resten af mit liv, er han såmænd nok ganske ligeglad med. Han har trods alt solgt mere end 300 mill. albums gennem sin mere end fem årtier lange karriere. Og herunder altså det, jeg ejer. Og nu har hørt.