Hvis nu man skulle have interesse i at vide, hvorfor jeg i de forrige indlæg er krøbet til korset, og har indrømmet, at Elton John er en ganske ferm pop-komponist, så kan man jo passende starte med at sætte “Your Song” på. Eller “Goodbye Yellow Brick Road”. Eller “Don’t Let The Sun Go Down On Me”. Eller….
Jeg er fortsat ikke særlig vild med Elton John. Og det kan jo udgøre lidt af et problem, når jeg åbent har erkendt, at jeg er lidt af et pop- og måske også flok-dyr. For i pop-øjemed er der bare ikke så meget at komme efter. Elton John kan sin popmusik, kan han, og når han er bedst, er han – med distance – langt bedre end de fleste.
Det kan godt være, at fx “Your Song” efterhånden er blevet en kliché, ikke mindst for de af os, der har fået den skamredet – eller genoplyst, smag og behag er jo så forskellige – efter Baz Luhrmans (mis-)brug af den i den larmende Moulin Rouge, hvor den blev udført som duet mellem Ewan McGregor og Nicole Kidman, men som udgangspunkt er det simpelthen en fremragende ballade. Og eksemplet er, som det måtte fremgå af ovenstående, ikke enestående.
The Very Best Of…. er et retrospektivt album, som det så smukt hedder, hvor alle Eltons største hits fra de første 20+ år af karrieren er blevet samlet op. Og det er her, at det går op for den sagesløse lytter, at det altså slet ikke er så skidt som så meget andet. Og selv om den vamle “Candle In The Wind” forlængst er blevet synonymt med begravelsessangen over dem alle, efter at den blev spillet live af Elton John selv med en let ændret tekst ved prinsesse Dianas begravelse i 1997, så er den – igen – skruet rigtig godt sammen.
Nogle steder er virkemidlerne – musikalske såvel som lyriske – lige lovligt tydelige, men igen; det virker altså. Og helt generelt; det er i de stilfærdige, let banale og måske også trivielle klaverballader, at makkerparret Elton John og Bernie Taupin kan fejre deres største triumfer. Også selv om “Crocodile Rock”, “I’m Still Standing” og “Nikita” blev store hits.
Så for at gøre en lang historie kort; hvis man nu skal nøjes med at eje én plade med Elton John, så er det muligvis denne. Så er man ihvertfald dækket ind. Og lad os se det i øjnene; Elton John var nok bedre som single-hit-mager end som album-kreatør, så det er ingen skam at rive sangene ud af deres album-kontekst og samle dem på denne måde. Tværtimod!
Så hop bare ombord – også selv om mange af sangene er klassikere på et niveau, så det næsten er blevet til supermarkeds-muzak.