Måske er det et new age-album, måske er det en kvindelig kunstners måde at søge sine keltiske rødder, og måske er det bare et helt almindeligt pop-album, der solgte overraskende godt, dernede i slut-firserne, og gjorde den kvindelige sangerinde Enya til en verdensberømt stjerne fra den ene dag til den anden – ikke ulig den irske medsøster Sinead O’Connor – som Enya i parentes bemærket havde arbejdet sammen med året før.
Under alle omstændigheder er det et album, der på godt og ondt indkapsler fokus på keltisk mystik, og en stor del af teksten er da også keltiske (eller det tror jeg da; jeg er ikke så stiv i old-irsk, så det gør noget). Og så er det djævelsk smukt. Ikke mindst har Enya selv en stemme, der kan matche både førnævnte O’Connor og den noget mere flamboyante Kate Bush. Hun synger simpelthen bare godt, og hun holder – både i stemmeføring og orkestrering – den fine, æteriske balance, der fremmaner billedet af en tåget forårsmorgen i Irland, komplet med bløde, grønne bakker og en ung kvinde, der lader vinden lege med både det gyldne hår og den vide kjole.
Hittet på pladen hed ‘Orinoco Flow’, og der er vist ikke mange i min generation, der ikke har stilfærdigt har sunget med på linjerne “Sail away, sail away, sail away”. Den bliver fulgt fint op af den anden skæring på side 2 – og den anden hit-single – ‘Evening Falls’, der på samme måde demonstrerer Enyas fine vokalarbejde på en baggrund af stemningsbærende synthesizere (og strygere?).
Det er med andre ord et fint album, Enya skabte dengang. Når det ikke er så tit oppe at vende på min pladetallerken skyldes det altså hverken mangel på talent eller skidt håndværkerkunnen udi den fine kunst at skabe musik. Det er måske snarere fordi hele albummet fra først til sidst er knap så spændende, som så meget andet musik. De smukke lydflager, der smyger sig blødt om øregangene hos lytteren, er i de fleste tilfælde uden kant og farlighed, og det er i sig selv ikke en kritik; det er mere det, at det er sjældent at jeg har behov for at høre noget, der på den måde fortoner sig lydefrit i horisonten og efterhånden nærmest bliver til en slags blød, hvid støj i baggrunden – ikke ulig fx bølgerne, der ruller ind mod stranden ved sommerhuset.
Men altså; det er på egne præmisser et fremragende album. Jeg har bare ikke lyst til at høre det så tit, men det skal på ingen måde afholde Dem fra at gøre det. Mindst af alt da, hvis De aldrig har hørt det før, for så er det på tide. Og så kan De jo danne Dem Deres eget indtryk i stedet for at lade Dem nøje med en halvstuderet røvers ord for det.
God fornøjelse