Jeg ejer hele tre plader med Erasure, og som det også er tilfældet med nogle øvrige af plader, der befinder sig på reolen, så er alle tre en gave fra en glad giver, der lige skulle rydde op i den analoge musiksamling, og som derfor forærede mig hele samlingen af 80’er-musik. Tro mod projektets ånd skal jeg naturligvis høre dem alle, så det er jeg hermed gået i gang med – også selvom det måske ikke ligefrem er førstevalget, når det skal høres musik i det lille hjem.
Bagmanden i Erasure, Vince Clarke, var i første omgang udsprunget af hele techno-/synth-miljøet i England, hvor han – længe inden debuten med Erasure – havde gjort sine hoser grønne i først Depeche Mode, hvor han var bagmanden bag deres første superhit “Just Can’t Get Enough”, og derefter en kortlivet karriere sammen med Alison Moyet i Yazoo. Således veludstyret med melodisk sans, synthesizere og en forståelse for dansevenlig up-tempo diskoteksmusik (og en klædelig indsigt i sine egne begrænsede evner som vokalist) parrede han op med Andy Bell og dannede den succesrige duo.
Genren er altså dansabel synth-pop, og det er jo ganske glimrende, hvis man er glad, iført pastelfarvet tøj og nydelige Dockers-sejlersko og på vej til det lokale provinsdiskotek i midt-firserne. Hørt som sammenhængende album er det første indtryk (og jeg gav desværre ikke albummet mere end den ene gennemlytning) dog, at tiden ikke har været blid ved denne musik og genre. Hvor Kraftwerk og netop Depeche Mode har holdt distancen – ihvertfald i min optik – og dertil har formået at udvikle sig gennem deres respektive karrierer, så er Erasures maskinelle og syntetiske lyd, parret med Andy Bells let flamboyante vokal, ret trættende i længden.
Det skal ikke tage modet fra en anden førstegangslytter, der måske ikke kender hverken genren eller gruppen. Men jeg tvivler på, at nutidige lyttere ville få ret meget mere ud af den end jeg gjorde. Når det så er sagt, så opfyldte musikken til fulde sit formål, hvis det iøvrigt var at fylde et givet dansegulv med feststemt musik. Så jeg er fuldstændig overbevist om, at festen såmænd nok skal indfinde sig, når duoen gæster Roskilde Festival næste år, 31 år efter denne debut.
PS: Jeg har faktisk en fin erindring om Erasures storhedstid, da jeg bl.a. købte en maxi-udgave af deres første hit, der også er at finde på albummet: “Oh, L’Amour”. Dén var rigtig fin at sætte på, når der skulle være sådan lidt fest på det lille klubværelse i provinsbyen, og genhøret bragte – som altid, når der er tale om musikfremkaldte minder – gode erindringsbilleder frem. Og det er jo det, som musik også kan engang imellem.