Fra de foregående to albums store lyd, kreeret af en hel del hidkaldte musikere, der skabte en mere standard-orienteret rockband-approach til Eurythmichs – og som bragte dem succes over hele verden – tog duoen et ‘skarpt sving til venstre’, som Dave Stewart senere sagde, og vendte tilbage til lyden fra de tidlige firsere.
Det betød en masse skarp synth-lyd og forprogrammerede elektroniske loops på trommerne – sammen med en lidt køligere Annie Lennox i forgrunden. Og det var ikke nødvendigvis noget, der tilfredsstillede deres fans; albummet skuffede rent salgsmæssigt, og der var ikke det oplagte hit på pladen, der kunne sikre airplay i radioen og fyldte dansegulve på diskotekerne.
Det er i bund og grund synd, for selv om Eurythmics på Savage ikke helt kunne svinge sig op på deres tidlige niveau, så er albummet – og de enkelte numre – på ingen måde skidt. Lennox er tilbagelænet kølig i rollen som ‘frustreret hausfrau ønsker at bryde løs’ og sine steder er denne kølighed med til at understrege teksternes – og musikkens – antydede desperation.
Nummeret, der kunne have været hittet, “Beethoven (I Love To Listen To)” åbner ballet med skarpe, distinkte trommer fra den elektroniske rytmeboks, og kan sagtens bruges på dansegulvet i en snæver vending, men også et nummer som “You Have Placed A Chill In My Heart” er værd at lytte til en ekstra gang, og det samme kan siges om den vrængende og semi-desperat rockende “I Need A Man” (hvor der til overflod også kan høres et genkendeligt Dave Stewart guitar-riff) og “Shame”
Der findes meget få numre på albummet, som en lytter, der ikke i forvejen er orienteret i retning af Eurythmics umiddelbart vil kunne genkende. Og måske er det de snart 30 år, der er gået siden udgivelsen sammen med mit ret ringe kendskab til duoen, der gør det, men genhøret med albummet gjorde ihvertfald undertegnede sådan lidt glad. Det er et fint album, der ikke nødvendigvis vil blive hørt særlig ofte fremover, men det er umiskendeligt Eurythmics – og for mig er det væsentligt bedre end Revenge.