For en del år siden fik jeg tilbudt et af disse fine, gamle, opretstående klaverer, som man forholdsvis ofte finder på brugtmarkedet – i en del tilfælde mod en pris, der er ganske gratis, blot man selv henter det. Jeg betalte en anelse mere, men klaveret befandt sig i nabolaget og ejeren hjalp med at flytte det over på en trailer, som lige præcist kunne bære det sindssygt tunge møbel, og derefter, sammen med et par stærke mænd, ind i min stue.
Alderstegent, som det var, skulle det stemmes, og til det formål hidkaldte jeg en professionel klaverstemmer, der gjorde, hvad han kunne, hvorefter han nægtede at tage imod penge for arbejdet, for det var alligevel håbløst. Således veludstyret med et forholdsvis ustemt klaver kastede jeg mig ud i børnesange med skomagerbas, til stor glæde for ungerne (og vist knap så meget for livsledsageren), inden jeg jo nok mente, at jeg var parat til større udfordringer. Der skulle spilles løssluppen swing og jazz, skulle der, for nu skulle jeg afsøge en karriere som barpianist.
Jeg indkøbte derfor et fint lille nodehæfte, hvori der var klavernoder til en lang række af Duke Ellingtons fine kompositioner og arrangementer i denne genre, men da jeg jo samtidig var aldeles ubekendt med denne musik, så jeg mig nødsaget til lige at lytte lidt, inden jeg kastede mig ud i fortolkningerne. Og derfor blev denne ‘all-time Greatest Hits’ med Duke Ellington & His Orchestra indkøbt for små midler hos den lokale brugtpladepusher.
Den er efterfølgende ikke blevet hørt ret meget. Ikke fordi den ikke er god – for det formoder jeg, at den er – men jeg er ikke så meget til traditionel swingjazz. Men det var nu meget hyggeligt at høre den igen, omend det tog lidt lang tid; det er nemlig en tredobbelt LP. Den indeholder alt, hvad man måtte ønske fra mesterens side; signaturmelodien “Take The A-Train” fx, sammen med en lang række øvrige klassikere, der jo nu er blevet standarder indenfor genren: “Perdido”, “Mood Indigo”, “Prelude To A Kiss” og “Caravan” for nu blot at nævne et par stykker.
Så det er jo godt nok. Men jeg har ikke hørt det siden indkøbet den gang for næsten 15 år siden, og jeg tror nok, at der vil gå lige så lang tid, inden jeg hører det igen.
PS: Jeg lærte aldrig rigtigt at spille Duke Ellington, selvom både “Solitude” og “Mood Indigo” i et stykke tid var på repertoiret. Dermed røg drømmen om det velbetalte job som barpianist sig en tur, og det kan man jo så begræde eller glæde sig over, alt efter humør på dagen.