1980’erne var ikke udelukkende et årti, der bestod af glimmer, pastelfarver, langt nakkehår, synthesizerbaseret musik og forgængelig pop. Det kan man forvisse sig om på mange måder, blandt andet ved at lytte til Everything But The Girls debut-album Eden.
Ben Watts og Tracey Thorn havde mødt hinanden på det nordengelske Hull University, hvor begge allerede forinden havde skrevet kontrakt med det lokale pladeselskab som solister. Sammen forsøgte de sig først med en smooth version af Cole Portes ‘Night And Day’ inden de debuterede med albummet, der på mange måder godt kunne lyde som antitesen af datidig popmusik.
Eden er nemlig noget så sjældent som et smooth jazz- og latininspireret, engelsksproget indie-pop-album. Og ganske vist havde fx Sade også gjort sig udi de mere eksotiske rytmer og kompletteret med horn osv i sin instrumentering, men kombinationen af bossa-nova, jazz, gulvbas, guitar og horn sammen med Tracey Thorns sovekammer-alt gør nu alligevel noget særligt for Everything But The Girl.
Selv blev jeg blevet præsenteret for det på allersmukkeste vis. Undervejs på datidens dannelsesrejse, InterRail, var jeg stødt på en ung, sofistikeret kvinde, der ikke blot var seks år ældre end jeg, men som samtidig – i mine unge provinsby-øjne – var så djævelsk raffineret og moden, at det var svært ikke at blive aldeles bjergtaget. Da sommerferieflirten var overstået, og jeg var vel ankommet til provinsbyen, gik der derfor ikke lang tid inden den fortsatte under mere stabile former i landets hovedstad, hvor hun boede. Og det var her, at hun første gang satte ikke bare denne, men også den efterfølgende Love Not Money på pladespilleren.
Ovenstående betyder naturligvis en hel del for min opfattelse af musikken. Ikke nok med, at det var aldeles unikt, at jeg på det tidspunkt blev præsenteret for musik, der var andet end fire halvbeskidte unge mænd med langt hår, der spillede på guitar, bas og trommer; da Eden samtidig var underlægning for en lang, lykkelig sensommer kan den naturligvis ikke høres og bedømmes objektivt.
Men skulle jeg alligevel prøve, så er det som sagt en dejlig plade, fyldt med laid-back, stemningsskabende melodier, sådan lidt indie og artsy, med masser af inspiration fra lounge-musik, latin og jazz. Dertil kommer Thornes vokal, der er lige så tilbagelænet og behersket som den skal være – men tag ikke fejl; hun synger fremragende. Og så er der hele tiden den der undertone af melankoli, afsked og fravær over det hele. Prøv fx at høre “I Must Confess”, der på en bund af “The Girl From Ipanema” eller noget lignende, afsøger smerten og tomheden midt i et hverdags- opbrud: “As you stood in the door / then you said: ‘don’t want to see you no more’ / all I could say / when you walked out that door / Is how I hoped / you remembered your key”.
Nå, alt i alt; det er faktisk en fremragende plade. Og hvis De ikke har hørt den endnu, og kunne tænke Dem at høre, hvordan The Smiths og Lloyd Cole & The Commotion ville have lydt hvis de a) havde en kvindelig forsanger og b) spillede jazzy kunstmusik, så tøv ikke. Det vil hurtigt vise sig at være umagen værd.