I midten af 1990’erne hittede Everything But The Girl massivt med electronica-nummeret “Missing”, der gav noget af et comeback for duoen. Det var aldeles velfortjent – og det var et rigtig godt nummer, der sagtens kan høres fortsat – og hvis det var indgangen for nye lyttere til at grave lidt ned i bagkataloget, er jeg sikker på, at også de ville have fornøjelse af duoens andet album, Love Not Money
Albummet markerer lidt en nyorientering for Thorne og Watts. Hvor debutpladen excellerede i jazz- og latininspireret, blød pop (nogle ville muligvis kalde det sophisti-pop) og sine steder kunne høres som lidt en demonstration af især Ben Watts ambitionsniveau i kunstnerisk forstand – det er jo altid lidt blæret at demonstrere både kunnen og musikalske referencer – så er Love Not Money noget mere ligetil. Her er bas, trommer, guitar og lejlighedsvis lidt horn og banjo(!)
Det gør på ingen måde albummet dårligere end forgængeren, og jeg er da også fortsat ret glad for Love Not Money. Det er ikke fordi, det på denne måde er musikalsk omkalfatrende eller på anden vis i top 100 over verdens bedste plader, men jeg har altid haft en forkærlighed for Tracey Thornes lækre alt-vokal og så er der jo hele den der loose og tilbagelænede attitude over alle sangene.
Hvis man vil have en demonstration af dette, er nummeret “This Love (Not For Sale)” en glimrende indgang. Low-tempo og køligt, grænsende til det semi-isnende, og med en sans for hele det lydlige udtryk, der nærmer sig den perfektion, som også Talk Talk var eksponenter for, er det simpelthen tæt på at være en show-stopper. Ikke kun Thornes fantastiske vokalarbejde, men også de for en gangs skyld aldeles velanbragte horn, gør “This Love….” til noget af det bedste, Everything But The Girl præsterede indtil netop come-backet ti år senere med “Missing”.
Også “Angel” er et glimrende nummer – selv om hele 80’er-lyrikken, med dens noget firkantede påpegning af verdens fortrædelighed kan synes lidt påtrængende og politisk korrekt:
Show me something more
Than an honest girl turned thief or whore
Under African sun or Dublin rain
Necessities remain the same
Ja, det er midnat i Europa – og i verden. Men sådan skulle det lyde, og naturligvis havde pop- og rockmusikere en forpligtelse til at påpege den globale dårlige samvittighed – spørg bare Bono og Bob Geldorff.
Lang historie kort; jeg er (fortsat) vældig glad for Everything But The Girl, som ofte får en tur på den bedagede, analoge musikafspiller. Ikke mindst, når der skal kokkereres med et glas rødvin i bekvem nærhed, og der er behov for lidt lounge-musik, man ikke slår sig på – eller begynder at bevæge sig rytmisk til. Man skulle jo nødig spilde de dyrebare dråber, vel? Og nå ja, forresten; jeg er fuldstændig vild med coveret.