Jeg er ret sikker på, at Fairground Attractions første – og eneste rigtige – album er landet hos mig, fordi den er overleveret fra familien. Som jeg husker det, var der i familien en enkelt, der var ret begejstret for denne, semi-charmerende folk-/skiffle-/jazz-/cajun-sag – og som kunne spille hitsinglen “Perfect” i en uendelighed.
Nu skal jeg jo ikke hænge nærtstående familiemedlemmer ud for hverken det ene eller det andet, og 1980’erne var et årti, hvor der var megen skrækkelig musik, så naturligvis kan det tilgives, og til dels forstås, at albummet er blevet både købt og hørt. Men hvis jeg nu skal være helt ærlig så er det altså ikke en af de plader, der er blevet hængende i hukommelsen eller som ofte kommer på pladespilleren for at køre på repeat. Dertil er det simpelthen for kedeligt.
Til gengæld så er jeg ret overbevist om, at der findes en ret stor andel af min generation, der mere eller mindre ubevidst kan synge med på “Perfect”. Den blev ihvertfald et gigantisk hit i 1988, hvor de blev spillet her, der og allevegne, og hvor den da også vandt en Brit Award.
Men jeg skal gøre de kort for en gang skyld. Hele pladen er en rigtig nydelig, lille sag, der er hurtig glemt. Der er noget ret så charmerende over Eddi Readers fine vokal, og så kan det for nogle sikkert være forfriskende at høre musik, der trækker på traditionel britisk skiffle, lidt jazz og lidt god pop-sans. Den glade, lille sang “Find My Love” kan måske endda få en og anden til at sidesteppe et par hurtige dansetrin, og derudover så er hele albummet fyldt op af smil i stemmen, fine rytmer og generelt en god, varm stemning.
Her er ikke noget, der gør ondt på nogle, men til gengæld er de heller ikke noget, der får lytteren til at kunne huske så meget som en strofe, når albummet er taget af igen. Men altså; mindre kan naturligvis også gøre det, og når pladen 1) har et fint cover, som man kun kan blive i godt humør af at betragte, og 2) har en dødcharmerende titel, så kan dét jo også gøre det ud for en eksistensberettigelse.