Jeg har to albums med Fate, og dette er mit – og bandets – anden af slagsen. Det hedder A Matter Of Attitude, og noget af det pæneste, der kan siges om det er, at det har været ude af print i en hel del år, så derfor bør mit vinyleksemplar jo logisk nok være en del penge værd.
Eller, det skulle man jo tro, ikke? Desværre viser det sig ved et hurtigt opslag på discogs.com, at jeg ved et hurtigt salg kunne tjene mellem 7,50 og 28,00 kroner på det. Og det er jo ikke ret meget for et originalt førstetryk. Det kunne jo også få en og anden til at tænke, at det måske ikke er verdens bedste album, og hvis man tænker det, så er man ikke helt galt på den.
Hvis det første album med bandet trods alt havde lidt heavy-rock-gefühl over sig, selv om det måske ikke var helt ovre i thrash- eller speed-metalgenren, så er A Matter Of Attitude tydeligvis et forsøg på at ride med på bølgen af Van Halen og ikke mindst Europe-lignende melodisk hard-rock. Begge disse bands havde fået et stort publikum, der rakte ud over de sædvanlige langhårede, luftguitarspillende unge mænd, og det var jo et bredt kundesegment, som Fate nok gerne ville have fingrene i.
Rocknumrene blev derfor nu pakket ind i en velsmurt synhesizer-lyd – ganske som Europe kunne finde ud af det – og så var det ellers derudaf på to og fire. Succesen udeblev dog, og det kan man måske godt forstå, når man hører førstesinglen “Won’t Stop”. Det er noget skidt er det, og det blev ikke bedre af at blive udgivet i en 12″ maxi-udgave, hvor de sidste mange minutter går med en tilsyneladende uendelig gentagelse af titlen i en messen med og uden musikledsagelse, men med indbydelse til taktfast klappen: “I won’t stop, I won’t stop right now”, synges der, hvad der får lytteren til uundgåeligt at udbryde; “Åh jo; please do….”
Nå, det er blevet hørt, det er blevet stillet tilbage i reolen, og der bliver det stående til det en dag bliver penge værd. Så det bliver nok i lang tid.