Det er ikke hver dag, jeg køber nye plader. Og når det sker, så er det ganske ofte for at ‘lukke huller’ i samlingen, for der er jo altid den dér plade, man husker, og som man engang ejede på CD og som jo lige skal på plads. Dertil kommer, at megen ny musik opdages via fx radioen (DRs digitale kanal P6 Beat er et glimrende bud på en radiokanal til dét formål) eller ved den opvoksende generations påpegning af dette eller hint band/solist, som de liiiige synes, man skal høre – eller via elektroniske platforme – og så er det jo ikke altid, at man får købt det på dén baggrund, vel?
Når det så endelig sker, at der lander en forholdsvis ny skive i samlingen, er det derfor ofte efter grundig overvejelse, men pudsigt nok var dette ikke tilfældet, da jeg anskaffede mig Father John Mistys andet album, I Love You, Honeybear. Det var næsten et impulskøb, efter at jeg havde hørt en enkelt eller to af sangene på forhånd, så der var plads til både forventning og overraskelser, da jeg lagde det på afspilleren.
Jeg blev ikke skuffet. Så er det sagt, for konklusionen blev ret hurtigt, at det var da vist et aldeles fremragende album, jeg dér havde fået investeret i. Og så kunne man jo lade det blive ved det, og så ellers blot anbefale det til hver enkelt, men et par hurtigt nedfældede ord er muligvis på sin plads, så de kommer her:
Father John Misty er et kunstnernavn, som Joshua Tillman har taget på sig i – indtil videre – to plader. Han er på ingen måde et ubeskrevet blad, da han i mere end ti år har gjort sig på vestkyst-scenen i adskillige sammenhænge, mest kendt måske for sin indsats som trommeslager i Fleet Foxes, som han forlod i 2012, så han er aldeles velbevandret i vestkyst-folk-rock med et americana-strejf.
Albummet I Love You, Honeybear er med hans egne ord et konceptuelt album om kunstneren ved navn Josh Tillman, og så kan man jo nyde og tolke de 11 numre ud fra denne erkendelse.
Men man kan også lade være. Det er nemlig ikke helt så let at få hold på, hvis man ellers ønsker at lade den iboende Holger Fortolker få overtaget, for er der ikke noget på albummet, der grundlæggende er lidt skævvredent og lidt forskruet? Og hvornår er Father John Misty et alter ego, hvornår er han Josh Tillman, hvornår er han hudløst ærlig i sit selvhad og -foragt, og hvornår er han postmoderne ironisk i hipster-style, komplet med kæmpe fuldskæg og løsthængende guitar? Det er faktisk ikke så nemt at få hold på – så måske skal man helt lade være med at lytte til ordene og så ellers bare lade sig hylde ind i musikken.
Hver og en af sangene er nemlig sovset ind i vellyd. Hele albummet er smukt produceret, og Tillmans smør-tenor har fuldstændig greb om sangene, der akkompagneres af strygere, piano og hvad der ellers er brug for i de gennem-melodiske sangforedrag om kærlighed, sex, fravær, foragt og det moderne samfunds forfald. For det er der, det hele, lige fra den indledende hymnes kærlighedserklæring, baseret på sex, skizofreni og paranoia: ‘Oh, Honeybear, Honeybear, Honeybear / Mascara, blood, ash and cum / On the Rorschard sheets were we make love’, der beretter om den opslugende lidenskab og kærlighed, så vi alle må misunde ham:
But don’t ever doubt this; my steadfast condition
My love, you’re the one I wanna watch the ship go down with
The future can’t be real, i barely know how long a moment is
Unless we’re naked, getting high on the mattress
Men øjeblikket efter er den helt gal igen, når han smadder-hader kvinden, han i virkeligheden elsker, på “The Night Josh Tillman Came To Our Apt”: ‘I just love the kind of woman who can walk over a man / Just like a goddamn marching band’ – og som han ender med at kvæle – på hendes egen opfordring(!) Eller når han i baren møder en kvinde, som – naturligvis, fristes man til at sige – vil have ham, men som afvises, da han jo allerede har drømmekvinden: ‘But my baby, she does some more impressive than the Georgia Crawl / She blackens pages like a Russian Romantic / And get’s down more often than a blow-up doll.’ Og når hun samtidig har en krop, ‘that’d make your Daddy cry’, så bliver konkurrencen jo lidt ulige, som man kan høre i ‘Nothing Good Ever Happens At The Goddamn Thirsty Crow’.
Det kan iøvrigt godt være, at man ikke helt tør fæste lid til sangerens udsagn, men hvis man vil have et førstehåndsindtryk af noget, der muligvis ikke er ironisk, så er den afsluttende “I Went To The Store One Day” et godt sted at starte – på trods af den skarpe parentes i kærlighedserklæringen: ‘[Insert here: /A sentiment re: Our Golden Years]”
Men først og fremmest er pladen bare helt åndsvagt god. Så er det sagt. Normalt er jeg ikke nødvendigvis en fan af hipster-crooneri med et postmoderne, ironisk strejf og mere end en antydning af Randy Newman-ballader (lyt fx til den sarkastiske og såre rammende “Bored In The USA”), men i himlens navn, hvor er det altså bare afsindigt godt udført; gennemmelodisk, smukt leveret – rent vokalmæssigt – og med et orkester, der ikke bare bakker op, men som er medspiller på alle højdepunkterne, som der næsten er 11 af. Så selv om man aldrig helt véd, hvor man har Father John Misty / Josh Tillman – om han tager røven på os eller er hudløst ærlig, om han er ironisk og postmoderne smart eller bare ønsker at lave god musik – så vil jeg ikke tøve med at kalde det en af 2015s bedste albums. Så det har jeg ikke haft nogen grund til at fortryde investeringen i.