Det var muligvis i Roxy Music, indledningsvis sammen med Brian Eno, at Bryan Ferry som forsanger skabte sin berømmelse som forsanger i et fabelagtigt og eksperimenterende glamrock-band, men som vokalist afsøgte Ferry sine evner og udfoldede dem i blød, anakronistisk crooner-stil med et twist i en række fine solo-album sideløbende med karrieren i Roxy Music.
På Another Time, Another Place, Bryan Ferrys andet soloalbum, sker dette i en række standarder og klassikere indenfor soul og countrygenren, og jeg kan vel lige så godt krybe til korset med det samme og tilstå, at jeg – fortsat – er ret begejstret. Og det er ikke fordi, der mangler krukkeri; i alt – fra coverets tydeligt opstillede billede af Ferry i den hvide smoking med det røde skærf til de kokette knæk på stemmen og den generelt kunstlede orkestrering og stemmeføring – kører Ferry stilen helt igennem. Men med den fantastiske krølle, at det aldrig bliver ligegyldigt efteraberi og kloning.
Det hjælper naturligvis at instrumentering, orkestrering og kor sidder lige i skabet. Her er strygere, horn og kvindelige back-up-sangere, så selv en Frank Sinatra må blive misundelig, og så er der jo altså også lige den detalje, at arrangementerne ofte har den lille, pikante ‘mislyd’, der gør, at det netop ikke bliver Las Vegas det hele; det larmer mildest talt i den helt rigtige glam-stil på albummets indledende skæring “The ‘In’ Crowd”, og selv om “Smoke Get’s In Your Eyes” ved første gennemlytning lyder som om, det er Ferrys egen – og han kører den snorlige hjem – så kan man faktisk godt komme i tvivl om, hvorvidt han muligvis enten tager r….. på os – eller om han simpelthen nyder sin egen stemmeføring på et niveau, hvor man næsten ikke kan være med.
Der er noget særdeles groovy over den måde, hvorpå Ferry kører sin helt egen skævvredne lounge-stil over de ellers ret kendte numre. Personligt er jeg fx ret glad for den version af “Help Me Make It Through The Night”, som Kris Kristofferson slet, slet ikke kan matche, og Dylan-fans vender måske stønnende skråen en ekstra gang i munden, når de hører “It Ain’t Me, Babe”, men sådan må det nu engang være, når smørtenporen tager over.
Alt i alt; jeg tror faktisk, at Bryan Ferry på sine solo-albums var milevidt forud for sin tid; albummet her gik faktisk hen og blev nr. 5 på den britiske hitliste – og det var altså længe inden, der blev talt om både postmodernisme og disruption blandt den kulturelle elite. Men det gør nu ikke noget, når albummet stadig bringer glæde i det lille hjem (eller rettere; hos enkelte beboere i det lille hjem) mere end 40 år efter dets udgivelse.