Der findes fantastiske break-up albums op gennem rock- og pophistorien. Af dem, vi allerede har været igennem, kan fx nævnes Nick Cave & The Bad Seeds The Boatman’s Call og Jarvis Cockers Further Complications. Og der er dem, der hævder, at Bryan Ferrys The Bride Stripped Bare hører til i samme kategori.
Forhistorien til albummet er nemlig, at Bryan Ferrys kæreste, modellen Jerry Hall, havde forladt ham året før udgivelsen til fordel for Mick Jagger fra The Rolling Stones. Det kan naturligvis ikke have været rart for ham, og hvis man lytter til pladen ud fra den vinkel, kan der sagtens være noget om snakken. På albummets første skæring, Ferrys egen “Sign Of The Times”, er det da også en mere end sædvanligt kynisk (og bitter?) Ferry, der leder an: ‘Here is a taste of here and now / Red is the bloody sign of the times / The bride stripped bare / of all despair / We’re cut but we don’t care’. Og måske er det den samme bitre Ferry man ser afbildet på coveret?
Ellers burde alt jo være ved det gamle; albummet består af en håndfuld cover-numre blandet med Ferrys egne kompositioner, men i modsætning til især de første solo-albums virker sangeren her både mere afdæmpet og lidt mindre opsat på at markere sig som kunstner og kunstlet fortolker. Faktisk er hele albummet både afdæmpet og lidt mere indfølt end de udvendige stafferinger, man tidligere kunne høre. Det gælder både på covernumrene, hvoraf jeg er ret vild med “That’s How Strong Love Is” og Ferrys egne sange, hvor både førnævnte “Sign Of The Times” rammer rent, men hvor også albumlukkeren “This Island Earth” er ualmindeligt habil. Sidstnævnte lyder faktisk næsten som om, den kunne være taget ud fra Roxy Musics tidlige bagkatalog.
Der er en lille sjov historie gemt i et andet af cover-numrene, “Take Me to The River”. Jeg var i første omgang meget lidt glad for Ferrys version, der i min optik var både kølig og flad. Men så slog det mig, at det muligvis skyldtes, at jeg var begejstret for Talking Heads’ version af sangen, der udkom samme år. Og det pudsige er vel, at sidstnævnte blev produceret af … Brian Eno! Så her var der lidt mere at komme efter, sådan i ren rivalisering mellem de tidligere bandmedlemmer.
Af ovennævnte – og adskilligt flere – årsager er The Bride Stripped Bare det af mine Ferry-albums, der er tættest på at være min favorit – om end det er i tæt konkurrence med det album, der skulle følge hele 7 år senere; Boys And Girls. Her er ganske vist ingen af de sikre hits, men det er lidt mere langtidsholdbart end de foregående, også selv om man måske ikke helt køber præmissen om break-up albummet. Hvis det er et sådant, så er jeg ked af at sige, at det altså ikke kommer i nærheden af hverken Nick Caves eller Jarvis Cockers. Men mindre kan naturligvis også gøre det.