I slutningen af 1980’erne og starten af 90’erne var der på den danske musikscene Gnags, TV2, Anne Linnet, Hanne Boel, Lis Sørensen og alle de andre, der på det tidspunkt definerede den danske pop- og (delvist) rockmusik. Men et eller andet sted under alt dette var der også en underskov af bands og musikere, der hentede inspiration andre steder fra, og selv om de måske ikke fik så meget spilletid på hverken de landsdækkende eller lokale radioer, så var det i retning af dem, den nye generation af musikelskere fik deres fix.
Bands som The Sandmen, Sods/Sort Sol, Naïve og Janes Rejoice kiggede – i nogle tilfælde kortvarigt – frem og fik større eller mindre gennembrud, og på Fyn var Fielfraz allerede et vel etableret live-navn i Odense, da de udgav deres debut-album Shine i 1990. De fire unge mænd – gennemsnitsalderen var omkring 20 år – var vokset op sammen i Højby, en forstad syd for Odense, og havde spillet sammen i næsten ti år, inden pladen blev indspillet.
Dén fik de forholdsvis god succes med. Der var et hul på den danske musikscene, hvor den guitarbaserede poprock passede fint ind, og så gjorde det sandeligen heller ikke noget, at det var en flok pæne, omend langhårede, unge mænd med den charmerende ‘pretty boy’ Claus Hempler i front. Musikken var baseret på den solide formel, der primært gik på at få det til at swinge på 2 og 4, og det var tydeligvis det, de unge ville have. Jeg ville ihvertfald, og fik derfor ved et par forskellige lejligheder mulighed for at høre kvartetten live, hvad der var nogle rigtigt gode oplevelser – for de spillede fremragende koncerter.
Debutalbummet er en solid affære, der også holder i et vist omfang ved dette genhør. Det er muligvis ikke groundbreaking i musikalsk forstand, men sådan virkede det dengang, og det er svært ikke at holde af energien og de glimrende musikere, der holder dampen oppe hele vejen på de sejt rockende numre. Og så er det hele faktisk lidt mere hard-rocket end jeg huskede det. Titelnummeret “Shine” blev, som jeg husker det, et halvstort hit, og det var vist velfortjent; ihvertfald gjorde det mig sådan lidt glad i låget at høre det igen, og det samme gjorde fx “Soul Jesus” og et par andre af sangene, og så er der fedt fællessangspotentiale i den afsluttende “Let Your Head Fall Down On Me”.
Det er muligt at det ikke var det første forsøg udi grunge-rock i Danmark, men det var noget helt andet, end det vi hidtil havde hørt, og af et første forsøg udi mainstream indie-rock (hvis ikke det er selvmodsigende), så er det aldeles imponerende. Og PS: Hvem kan ikke bare holde af drengerøvstricket med at kalde en sang for “This Song Has No Titel”? Jeg kan næsten høre al den fælles fnisen i øvelokalet….