Fish var oprindeligt døbt Derek William Dick, og med et sådant navn er det vigtigt hurtigst muligt at få sig et kunstnernavn, har han selv fortalt. Og det kan jo være rigtigt nok, men måske et mere velvalgt? Jeg mener, når man nu kan vælge Prince, Iggy Pop, Bisse, Johnny Rotten eller noget tilsvarende, så er Fish da lidt, nå ja: vandet…
Anyways; Fish var fremtrædende vokalist i det skotske band Marillion (og dem vender vi tilbage til), der var ret store i 1980’erne, inden han gik solo. Marillion spillede noget storladent musik, som nogle har beskrevet som neo-prog-rock, og som musikalsk lå i forlængelse af bands som Yes, Genesis og måske lidt Pink Floyd. Dem var jeg forholdsvis glad for dengang for 30 år siden, og det var da også på baggrund af dét bekendtskab, at jeg anskaffede mig dette første solo-album med forsangeren.
Jeg ved ikke, hvad der præcist lå til grund for bruddet mellem Fish og Marillion, men ved de første par gennemlytninger forestillede jeg mig ikke, at det nødvendigvis var de store, kunstneriske uoverensstemmelser. Vigil In A Wilderness Of Mirrors lyder nemlig umiskendeligt som noget, der sagtens kunne have været en Marillion-plade. Her er højt til loftet, produktionsmæssigt, musikalsk og i stemmeføringen, og der mangler hverken strygere, buldrende trommer, synthesizere eller generelt alt hvad der kunne høre til en genre, der vel kan betegnes som symfonisk pop-rock.
Det er godt lavet, godt skrevet og flot udført. Der er kompetente folk til at fylde lydbilledet ud, og Fish synger, det bedste han har lært. Enkelte af numrene stikker ud, herunder de følsomme ballader “A Gentleman’s Excuse” og “Cliché” og der er indigneret harme og en flot melodi på titelnummeret og “The Company”. Albummet blev da også det mest succesrige for Fish, der efterfølgende sank længere og længere ned i glemslen på trods af et hav af udgivelser, og han nåede aldrig igen storheden og storladenheden fra Vigil….
Men for nu at være helt ærlig, så er jeg altså ikke længere særlig vild med pladen. Jeg kan oprigtigt talt ikke huske, om det i øvrigt var tilfældet for 27 år siden, men genhøret skabte ikke den helt store genhørsglæde. Om det er mig, om tiden er løbet fra den eller hvad det end måtte skyldes, så er hovedkonklusionen herfra nok, at vel er det fint, flot, melodiøst og pænt, men måske er det også lidt noget prætentiøst hejs? Nå, det var der en del af i ’70erne og ’80ernes symfoniske rock, og jeg er sikker på, at mange andre fortsat elsker Fish og Vigil In A Wilderness Of Mirrors. Og det skal være dem vel undt.