Disruption er et modeord i den moderne, offentlige debat. Det handler vist om, at fremtiden bygger på bort- eller forkastelsen af alt, hvad vi hidtil troede var rigtigt og godt og indsættelsen af nyt, det være sig teknologi, økonomi eller tankegods. 2017 er ikke 2007 eller 1967, så det nytter ikke at tænke, handle og drive forretning og udvikling, som om det var. Tanken er ikke ny – faktisk minder den i mangt og meget om økonomen Schumpeters forestilling om kreativ destruktion – men det er som om disruption i moderne forstand er det eneste rigtige.
Måske var the Flaming Lips simpelthen derfor bare langt forud for tidsånden, da de for snart tre år siden udgav With A Little Help From My Fwends? Ihvertfald er albummet både en hyldest til, en nyfortolkning af og en destruktion indenfor rammerne af The Beatles’ mesterværk fra 1967: Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band. The Flaming Lips har simpelthen – sammen med adskillige musikalske venner – sat sig for at genindspille denne udødelige rockhistoriske klassiker skæring for skæring.
Det kan man jo i første omgang undre sig over, for hvad skal det nu gøre godt for? Og hvad kan vel Moby, Myley Cyrus, Wayne Coyne, The MGMTs og Tegan & Sara tilføje til en række sange, der er så godt og grundigt indgroet i enhver musikfan? Under alle omstændigheder, så er det enten et meget modigt eller et ualmindeligt tåbeligt projekt, de har kastet sig over – alt efter smag og projektets udfald.
En ting er The Flaming Lips lykkedes med på albummet. Jeg forestiller mig, at The Beatles’ udgave har medført overraskelse, undren, glæde og forvirring hos den lytter, der første gang satte pladen på mono-afspilleren på teenageværelset i 1967. Og hvis The Flaming Lips har haft til formål at genskabe denne følelse af ‘hvad fanden finder de nu på’, så lykkedes projektet til fulde, for selv om man kender alle numrene forfra og bagfra, så kan de faktisk nyfortolkes i en grad, så man som nutidig lytter bliver overrasket – og også positivt, skulle jeg hilse og sige.
Det er ikke det hele, der lykkes lige godt (skriver en dybt konservativ lytter); dertil er nogle af numrene lidt for syrede og tilstræbt avantgarde – og måske også let prætentiøse? Men omvendt så er det svært ikke at holde af fx “Lucy In the Sky With Diamonds”, som Miley Cyrus, med god hjælp af Moby, gør til sin egen i en fortolkning, der – i et noget mere slæbende og drævende tempo end originalen – faktisk er forholdsvis tro mod Beatles-udgaven.
Samme Miley lyder også næsten som om hun lige er faldet ud af sengen med morgenhår og det hele på linjerne ‘Woke up, fell out of bed / dragged a comb across my head’ fra “A Day In the Life”, som også er et mindre højdepunkt på pladen. Det samme er “Lovely Rita” med dens insisterende beat, elektroniske lyd og Tegan & Saras vidunderligt søde, charmerende og bevidst naive stemmeføring med alle former for forkert tryk på de forkerte stavelser. Og den indledende “Sgt Pepper” sætter standarden for resten af albummet med de første sekunders meget tro fortolkning, hvorefter vi blæses væk af syredestruktion af nummeret.
Jeg er ikke hardcore Beatles-fan, så jeg skal nok lade være med at råbe op om blasfemi og musikhistoriske helligdomme. Personligt finder jeg eksperimentet forfriskende – The Beatles originaludgave må også have lydt forholdsvis syret for de første lyttere – og det er dejligt, at der findes musik, der kan genoptages af andre musikere, på samme niveau som man iøvrigt kan fortolke klassisk musik. Når det så er sagt, så tror jeg på, at Sgt. Pepper… fortsat vil blive spillet om 5 – 10 og 20 år, og det er jeg ikke så sikker på er tilfældet med With A Little Help From My Fwends. Så kan man ellers tale nok så meget om disruption, som man har lyst til….